141 / 204
140
p å og så u d e n v id e re v e n te n g å in d (id e tm in d ste h a r d e tte a ltid
v æ r e t tilfæ ld e t h o s m ig ). M e n d a er b a n k n in g e n jo b le v e n en b lo t
• s e rem o n i; d a er d en b le v e n et a f d isse tom m e h ø flig h e d sb e v is e r, som
s e ls k a b s liv e t h a r så u e n d e lig m an g e a f, m en som u n g e, fo rd o m s fri,
liv s g la d e stu d e n te r d o g k æ k t s k u ld e b y d e tro d s; d a er s a m liv e ts og
k a m m e ra tsk a b e ts sid ste re st u ig e n k a ld e lig s te d t til jo rd e n , o g v e je n
åb n e t fo r d en h e le h æ r a f d e a l frih e d , liv o g ån d in d sn æ v re n d e
e tik e tte fo rm e r. D e r fo r er d e t m it ø n sk e, a t d en n e b a n k e n p å d ø ren ,
» h e rr« titu le re n o sv . m å b a n ly se s fr a v æ k k e rse ls k a b e t, og h v is d e tte
ø n sk e sk u ld e v æ r e a ltfo r o v e r d r e v e t, a t d o g id e tm in d ste d e, d e r ere
en ig e m ed m ig, ik k e v ille la d e sig sk ræ m m e a f d e a n d re , m en h o ld e
fa st v e d d en g am le frih e d og lig e fræ m m e a d fæ rd og o v e r g iv e d en
u k ræ n k e t til d em , d e r en g an g sk u lle a flø s e os. Ik k e m en er je g d e r
m ed , a t v i sk u lle p å tv in g e d em , d e r ik k e v ille h a v e d en , en såd an
fr ih e d ; n e j, d en , h v em d et er b e k v e m m e st a t b e v æ g e sig i tv u n g n e
fo rm e r, s k a l h a v e lo v d e r til; v i v ille en d o g lig e o v e r fo r h am p å ta g e
o s d e res åg, m en in d b y rd e s v ille v i, såm a n g e v i n u ere, som h a v e
m o d d e rtil, fr it tu m le os i et k o n v e n ie n slø st, k u n a f å n d e n s in d re
lo v e b e h e rsk e d e sam liv .
D et er den grundtvigiansk-folkelige alumne, der her møder
os, en type, der i de kommende aartier stadig bliver alminde
ligere paa Borchs kollegium. H erfra er ikke faa idealister gaaet
ind i den unge folkehøjskole for at vi den deres kræ fter. Chr.
Müller var den første, og senere skulde Sofus Høgsbro yde en
betydningsfuld indsats, først i Rødding og senere paa Askov.
Disse unge grundtvigske kandidater og studen ter repræsen
terede i mange henseender et livssyn, der var vidt forskelligt
fra det, der prægede kredsen om Faber, Hagen og Steen, og
det har ofte baade væ ret svæ rt for grundtvigianerne at til
passe sig i det miljø, de forefandt paa kollegiet, og for de andre
alumner at møde deres grundtvigianske kammeraters anskuel
ser med forstaaelse. D et kunde derfor ikke undgaas, at det i
de aar, da G rundtvigs navn var et stridens tegn, ofte kom til
rivninger. Det tjener im idlertid den gode kammeratskabsaand
til ære, at disse meningsforskelle ikke trods nok saa hvasse
debatter hindrede et frugtbart kollegieliv. Vi ser endogsaa, at
samlivet i saadanne brydningstider har væ ret præget af en
særlig festivitas, ikke sjæ ldent endda med en grundtvigianer
som inspektor.