142 / 204
141
For Sofus Høgsbro, der var tilbøjelig til at tage lidt tungt
paa livets tilskikkelser, kneb det, især i begyndelsen, at finde
sig til re tte i den lette, muntre og elegante omgangsform, der
herskede paa kollegiet, da han flyttede ind. I sin dagbog skil
drer han f. eks. den stemning, der greb ham ved en fest, hvor
de forhenværende alumner Faber og Hagen var tilstede. Han
fandt, at der herskede en »negativ tendens«, og han havde
svæ rt ved at væ rdsæ tte de sarkasmer og vitser, der hørte med
til det lystige selskabs udtryksform . Mest undrede han sig over,
a t alvorlige kristelige personligheder som P. E. Lind og J. L.
Ussing ikke ved deres tilstedeværelse kunde hæve festen til et
højere plan. Med rørende aabenhed indrømmer han, at han
trods sine forsøg paa at føje sig under den herskende tone
gjorde en daarlig figur. Selv erkendte han dog trods alle van
skeligheder den betydning, kollegiet havde for ham, og paa
den anden side er der ikke tvivl om, at han ogsaa kom til at
betyde en del for kollegiesamlivet baade som formand for væk
kerselskabet og i nogle m aaneder som midlertidig inspektor.
Hans indlæg i vækkerprotokollen giver et overordentlig sym
patisk billede af ham, ridderlig selv i de lidenskabeligste debat
ter og altid rede til uden b itterhed at tage det første skridt
til en forsoning.
To dødsfald kastede i 40’erne deres skygge ind over det
glade liv paa kollegiet. I aaret 1841 døde 16. marts cand. theol.
Ove Fabricius, der fra 1835 havde væ ret kollegiets inspektor.
Denne hø jt begavede personlighed, som allerede har væ ret om
talt i det foregaaende,1 havde med liv og energi deltaget i kol-
legielivet og efterlod sig et smukt billede i sine medalumners
erindring. Han blev bisat i Garnisons Kirke og senere ført til
Ærø.2 Endnu mere tragisk var det andet dødsfald. Det fandt
sted 1846, da cand. theol.
Th. Schou3
hængte sig i vinduet til
sit soveværelse paa anden sal. Folk paa gaden saa ham der
og meldte det til portneren, men livet var da forlængst ud-
slukt. Paa hans bord laa bøger af Spangenberg og Spener og
andre religiøse skrifter, og af et efterladt brev til familien
syntes det at fremgaa, at det var livslede, der havde bevæget
1
S e s. 1 2 1 .
s A n n . 1 8 4 1.
3 U d n . til a l. s
/7
184 5.