140 / 204
139
hvad vækkerprotokollerne oplyser, og det er jo ret tilfældigt,
hvad der udover foreningens anliggender omtales i disse. Et
re t godt ind tryk faar vi dog af omgangstonen mellem alum
nerne. Til trods for det muntre kammeratskab, der raadede
i selskabet, iagttog man dog en vis formel konveniens over
for hinanden. D et er forholdsvis faa alumner, der er dus med
hinanden, og det sker nu og da, naar et medlem overfor en
af sine kamm erater tillader sig en frihed, der set med vor
tids øjne kan synes re t ubetydelig, at den fornærmede som
pro test udmelder sig af selskabet, og der følger da gerne en
længere skriftlig forhandling i den stiveste kancellistil mellem
de to parter, indtil de — lykkeligvis — for det meste lader
sig forsone, og selskabets liv gaar videre i de vante gemytlige
former. Der var dog de alumner, hvem denne hængen sig i
det formelle faldt noget for brystet. Blandt disse var Sofus
Høgsbro. Typisk for ham er et indlæg, han 24. maj skrev i
vækkerprotokollen, og som her skal citeres i dets helhed:
E t m eg et æ re t »m e d lem a f v æ k k e rse ls k a b e t« h a r a n k e t o v e r, a t
n o g le a f v æ k k e r n e ik k e b a n k e p å d ø ren , fø r d e gå in d . U a g te t fa re n
fo r a t b liv e b e tra g te t som » m a n g len d e o p d ra g e lse n s fø rs te fo rd r in
g er« k a n je g d o g ik k e a n d e t en d b e k la g e , a t en såd an a n k e er
b le v e n fø rt. — T i h v o r til s k a l d en n e b a n k e n ? F o r a t fo re b y g g e
» u h y g g e lig e « o v e r r a s k e ls e r ? Je g sé r ik k e , h v ilk e de k u n n e v æ r e ; je g
h a r id e tm in d ste d en tillid til d e æ red e h e rre r v æ k k e re , a t in gen a f
d em fo re ta g e r sig n o g et, h v o r v e d h an m å sk am m e sig fo r sin e k am m e
ra te r. (O g k a m m e ra te r b ø r v i d o g v æ re , v i, som lig g e h er p å k o lle g ie t
sam m e n , og d a n a v n lig v i, som tillig e ere m ed lem m er a f e t se lsk a b ,
d e r s k a l » b e fo rd re sa m liv e t« h e r). P å k læ d n in g sse n e rn e b e h ø v e v i
d o g v e l e j a t sk am m e os v e d . H v e r d ag k a n m an jo se m eg et d a n n e d e
og fo r h in a n d e n v ild tfre m m e d e m e n n e sk e r fo re ta g e sig d em i h in
an d e n s p å s y n p å h v ilk e n so m h e lst a f b y e n s sv ø m m e flå d e r. S k u lle v i
d a v æ re m ere sn æ rp e d e , m ere p e d a n tisk e ? O g d esu d e n , h v o rle d e s
k a n en så d a n b a n k e n p å d ø re n o p n å sin h e n sig t, a t fo rh in d re d e
k o m m e n d e fr a a t g å in d , fø r d er er s v a re t » k om in d « e lle r lig n .?
D e n fø rs te g an g s o v e r m an jo i a lm in d e lig h e d , og in g en v il d o g v e l
fo rla n g e , a t v æ k k e r e n s k a l v æ k k e u d e n fo r d ø re n ; og d en an d en gan g
v ild e d e t jo p å d en n e m åd e sta i d e t e n k e lte m ed lem s m ag t a t
u n d g å e n h v e rso m h e lst b ø d e , id e t h an jo b lo t b e h ø v e d e a t u n d la d e
a t s v a r e » k om in d « , in d til h an v a r fæ rd ig . D e tte h a r n u h e lle r ik k e
v æ r e t d e h e rre r b a n k e re s m en in g. D e v ille b lo t, a t m an s k a l b a n k e