74 / 231
Knud Waaben
net med underskrifter der alle syntes skrevet med samme hånd.
Det antoges senere som ikke usandsynligt at dette tyske brev var
skrevet af missionær Johns tjenestedreng, som efter politimeste
rens kendelse havde fået hug i anledning af opsætsighed mod og
undvigelse fra missionæren.
Til Sennapas nye påstande hørte en besynderlig historie om at
han før sin afrejse i 1795 havde fået det hverv af »kongen af Cey
lon« at købe krigsskibe i København. Han havde i den anledning
modtaget en æske med diamanter som guvernør Anker havde ta
get fra ham, hvorefter Anker og Miihldorff havde foreslået den
ceylonesiske repræsentant at de selv påtog sig hvervet. Historien
kompliceres yderligere af en vidneforklaring afgivet i København
af en kaptajn Møller: Sennapa skulle før sin afrejse fra Tranquebar
have fortalt Møller om en ikke nærmere oplyst kommission for
kongen af Ceylon; desuden havde samme konge foreslået Møller
selv at købe krigsskibe i København, hvilket Møller havde und
slået sig for. Regeringsråd Schmidt, der nu var i København, kun
ne tilføje at der sandsynligvis var tale om kongen af Candia, som
imidlertid ikke rådede over nogen havn hvor skibene kunne lig
ge. Historien synes ikke at have øget Sennapas troværdighed, og
det måtte i hvert fald virke påfaldende at han først i 1798 kom
frem med et sådant fund af en anklage mod guvernøren.
I august 1798 sammensatte kongen en kommission bestående af
de deputerede kammerherre
Ove Sehested
og etatsråd
Chr. Otto
Lawaetz
samt den kommitterede justitsråd
Andreas Wendelboe.
Højesteretsadvokat
Rasmus Lange
skulle tiltræde kommissionen
for at føre protokol og »give sagen den behørige form«.56 De gjor
de hurtigt deres rapport færdig. Da Sennapa stadig påstod at han
kunne føre bevis, spurgte man i oktober Danske Kancelli til råds,
og kancelliet henstillede at der blev optaget forhør ved Hof- og
Stadsretten. Det skete også.
Det er bemærkelsesværdigt at Kommercekollegiet endnu i
efteråret 1798, medens denne nye undersøgelse stod på, behand
lede Sennapa ganske favorabelt. Schlegel betalte en regning på
godt 39 rdl. fra skrædder B. Friehling, der havde fremstillet ad
skilligt: en frakke, nogle kjoler, vest, bukser, en hvid flonels bryst
dug; der var leveret silke og kamelhår samt overtrukne og gyldne
knapper. Skomager Petersen fik penge for støvler og sko. Der
72