80 / 231
Knud Waaben
deres øvrighed, gejstlig eller verdslig, eller andre hæderlige folk
og ærlige hustruer eller møer nogen skandflik på, bøde sine tre
mark, og derforuden trende fyrretyve lod sølv; og hvis han ikke
har at bøde med, da bør han at slås til kagen og bære stene af by
en«. Den sidstnævnte straf blev ikke længere brugt og kagstryg
ningen ikke i en sag som denne. Sagen blev pådømt på grundlag
af beviser der også havde foreligget for Kommercekollegiet, især
breve til kronprinsen og kollegiet og de tidligere afhøringer i Hof-
og Stadsretten. Den førstvoterende i Højesteret var
Chr. Bagger,
som havde udgivet den hidtil mest omfattende fremstilling af
dansk strafferet og i mange år docerede retsvidenskab ved uni
versitetet. Han fremhævede beskyldningerne mod guvernør An
ker for at have frataget Sennapa diamanter, mishandlet og under
trykt indfødte og købt vidner under kommissionssagen i Tran-
quebar. Der var ingen uenighed mellem de voterende dommere
om sagens realitet, og man berørte ikke spørgsmålet om hvorvidt
Sennapa kunne have troet på rigtigheden af noget af det som han
havde påstået - et spørgsmål som formentlig var bortfaldet ved
Sennapas tilbagekaldelse af sigtelserne, hvis det overhovedet
kunne blive relevant.
Domfældte var nu tremarksmand og dermed æreløs. Hans ud
talelser var døde og magtesløse. Sennapa skulle tillige bøde med
den gamle straf af 120 lod sølv (ca. 60 rdl.). Han skulle betale
modpartens sagsomkostninger i to instanser med i alt 80 rdl. (kra
vet blev senere frafaldet af Carsten Anker) samt til justitskassen
24 rdl. for unødig trætte. Denne sidste bøde må have været be
grundet i at Sennapa ved Ankers appel havde udtaget kontra
stævning, hvilket også var anledning til at Højesteret måtte statu
ere frifindelse af guvernør Anker. Til de nævnte beløb kom bl.a. 9
rdl. for Meldolas oversættelser. To dommere i Højesteret,
Thestrup
og
Falsen,
ville spare Sennapa for at bære Ankers omkostninger
for Højesteret, da Anker ikke skønnedes at have haft grund til at
anke Hof- og Stadsrettens dom.
Carsten Anker var ikke tilfreds med dommen. I en skrivelse af
19. juli 1800 til Kommercekollegiet kommenterede og kritiserede
han den.69 Han ønskede en mere virksom form for afskrækkelse.
De anvendte straffe kunne fx. slet ikke måle sig med dem der
brugtes i Indien, og det tror man gerne. Fra sin broder vidste
78