81 / 231
Et sendebud fra Tranquebar
Carsten Anker at Sennapa efter indisk ret ville blive dømt til at
miste næse og øjne. Men Kommercekollegiet svarede 2. august at
man ikke kunne lave om på det som Højesteret havde bestemt.70
Carsten Anker må vel have vidst at kongen kun gav sig af med at
formilde idømte straffe. Alt hvad kollegiet kunne love var at Sen
napa ikke ville blive sendt til Tranquebar, og at der ville blive til
stillet guvernementet en fremstilling af sagen med henblik på of
fentliggørelse.71 I et privat brev fremstillede Carsten Anker dom
men som en sejr: efter den »har vedkommende (myndighederne)
fået så mange ørefigen for deres uoverlagte conduite, som de an
stændigvis kan tåle, og som det nogenlunde er muligt for en pri
vat mand at give de første folk i staten«.
Frihedsstraf blev ikke idømt, men Sennapa havde været arreste
ret i henved 9 måneder fra slutningen af juni 1799 til 14. marts
1800. Han afsonede bøden i 16 dage fra 14. februar til 2. marts
1801.72
For brødrene Anker var og blev den hele affære en dum og
ondsindet kabale. De beklagede at
kronprins Frederik
var kommet
til at spille med i det slette spil. Han nævnes ofte i kode i deres
brevveksling. Den stakkels kronprins bliver aldrig til noget, hed
der det i et af Carsten Ankers breve; han er uvidende, egensindig,
mistænksom og indbildsk og kan, trods visse gode egenskaber,
aldrig blive en nyttig regent. Carsten Anker var en nær ven af ar
veprins Frederiks ældste søn, den (i 1800) 14-årige prins
Christian
Frederik
(senere Christian VIII):73 »Det er ej længe siden jeg måtte
fortælle ham den hele historie med Sennapa og Kommercekolle
giet, især Schlegels conduite (opførsel). Han forundrede sig, be
greb den overmåde godt, thi han har megen forstand og herlig
dømmekraft, og spurgte hvorfor jeg ikke talte rent ud til kron
prinsen derom. Jeg gjorde frimodige anmærkninger derom og
sagde, at kronprinsen havde uheldigvis indladt sig for meget
med Senopa og ville vel ikke tåle at høre dette hverken på en di
rekte eller indirekte måde. Det er dog ret ulykkeligt, svarede han,
med ægte og oprigtig deltagelse«.74 Den unge prins skrev senere i
sin dagbog: »Og en slig agtværdig, redelig mand (Peter Anker)
har engang ved calomnie af en bortrømt mulattisk slave, der ud
gav sig for prins og spillede en rolle her, understøttet af en uvær
dig Schlegel i Kommercekollegiet, stået i fare for at blive ført i
79