78 / 231
Knud Waaben
det«.63 Dette vink er forståeligt nok skrevet i kode. Broderens svar
gav ham ikke meget håb, men synes at have rummet et forslag
om et andet parti. Hertil svarede guvernøren: »Med en sand glæ
de overlader (jeg) mig ganske og aldeles til kære broders valg, og
har i den henseende intet videre at observere, som ikke tvivles
om, ja fuldkommen indses: at man bør være circumspect med de
nominale fortunes, f.eks. når 40 å 50.000 rdl. fradrages, som des
værre er min gæld, hvad er der da til overs at leve af? Kære bro
der vil selv bedst kunne dømme, om ikke 3 å 4.000 rdl. årligt kun
ne udfordres. Nogen vished herom vil være fornøden, førend no
get afgørende blev bestemt. Jeg for min del ser hen til intet andet
end en god gemyts beskaffenhed, den øvrige udvortes anseelse er
mig ganske og aldeles ligegyldig. Mit ønske og uforanderlige at
trå er at opnå en ugenert retræte i Norge. Med inderlig glæde og
en uforanderlig og broderlig tillid giver jeg mit carte blanche. Af
gør i den vigtige sag, hvad kære broder finder mest passende
med omstændighederne, og dermed er jeg fuldkommen til
freds«.64 Peter Anker blev aldrig gift. Den kvinde der havde
været i hans liv var en englænderinde som døde i 1791.
Carsten Anker udtog på sin broders vegne stævning ved Hof-
og Stadsretten den 6. juli 1799.65 Den 33-årige højesteretsadvokat
Chr. Klingberg
førte sagen for ham. 12 dage tidligere var Sennapa
blevet arresteret for sin gæld til hyrekusk Friis, og Anker sluttede
sig den 30. juni til arresten.66 Sennapa fik fri proces i injuriesagen,
og prokurator Torm blev beskikket for ham. Klingbergs første
processkrift blev indledt således: »For nogle år siden fik ind
stævnte malabar eller ostindianer, der kalder sig Sinnia Naiker,
men hvis rigtige navn er Senopa, det indfald at ville drage på
eventyr«. Det blev derefter refereret hvad officererne på »Juliane
Marie« havde berettet om Sennapa og rejsen.
Sagens skriftlige forberedelse tog nogen tid, bl.a. fordi transla
tør
Raphael Meldola
fik en mængde dokumenter fra Tranquebar til
oversættelse, dokumenter hvis sprog krævede »lang tid til at fat
tes i meningen og endnu længere til at fordanskes«. Sennapa gjor
de flere spredte forsøg på at bringe noget nyt ind i sagen. En
bådsmand C.
F. Fich
forklarede i Hof- og Stadsretten at han var
sejlet hjem med skibet »Lille Cathrine«. I Tranquebar havde en
indfødt givet ham et brev fra Sennapas far, og ved skibets an-
76