HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

15 / 221

Ulrik Langen
der afsagde domme uden appelmulig­
hed. I de følgende 372 måned blev næs­
ten 300 mennesker henrettet. Eng­
lænderne havde ikke i sinde at lade
de indtrængende republikanske trop­
per få fingre i Toulons flåde og satte
derfor ild til de franske skibe inden
de sejlede fra byen den 19. december.
Kaos herskede i byen. Tusinder af
rædselsslagne toulonesere søgte at
komme ombord på afsejlende engel­
ske, spanske og napolitanske skibe,
for at undslippe de indtrængende re­
publikanske tropper. Omkring en ijer-
dedel af byens befolkning flygtede
umiddelbart efter den republikanske
tilbageerobring. Som en sidste hævn
over den oprørske by blev Toulon ved
et dekret af 4. nivöse år 2 (juleaftens
dag 1793) omdøbt til Porte-la-Mon-
tagne.23
Nyheden når København
Den dramatiske hævnterror overfor
Toulons indbyggere kunne man na­
turligvis ikke vide noget om, da ny­
heden om byens tilbageerobring nåe­
de København ved årsskiftet 1793-94
og »vakte megen Sensation «.24Den
engelske gesandt kommenterer ned­
slået nyhedens modtagelse i Køben­
havn: »Nyheden om Toulons tilbage­
erobring nåede hertil med ilbud i tirs­
dags. Jeg må med beklagelse medde­
le, at den glæde nyheden skabte til­
syneladende var almindelig udbredt.
På Børsen var jubelen i både ord og
fagter fuldstændig utilbørlig og kun­
ne næppe have været overgået i et
fjendtligt land«.25
P. A. Heiberg fattede pennen og
skrev et hyldestdigt, der beskrev eng­
lænderne som en kræmmernation og
sluttede med ordene »Leve de, der tog
Toulon«. Da der efter et stykke tid be­
gyndte at cirkulere mere delte og for-
skelligtlydende informationer om til­
bageerobringen, begyndte en vis skep­
sis at indtræde i synet på begiven­
hederne.26 Men da nyheden var dug­
frisk og endnu ukompromitteret af se­
nere efterretninger, var der en vis
uskyldighed over begejstringen ved
republikanernes tilbageerobring. Skal
man tro Grouvelle afstedkom nyhe­
den spontane glædestilkendegivelser
hos især den lavere del af be­
folkningen i Københavns gader.
I sine ellers formelle indberetning­
er slår Grouvelle over i en mere ma­
lerisk stil i sin beskrivelse af nyhe­
dens modtagelse. Han fortæller, hvor­
dan folk stimlede sammen i gaderne.
Den folkelige glæde havde fået frit løb
i en sådan grad, at han næsten var
blevet rørt til tårer. På trods af »dan­
skernes kølige og afmålte natur« hav­
de jubelen fundet sit udtryk i en ræk­
ke for denne by helt usædvanlige vid­
nesbyrd. Mange tvivlede næsten på,
at man kunne have været mere for­
nøjet over nyheden i Paris. Fransk-
mænd blev stoppet på gaden af dan­
skere, der var ivrige efter at fortælle
dem om de store nyheder. Når fransk-
mændene gik på gaden, fortæller
Grouvelle videre, smilede studenter­
ne indforstået til dem. En gammel
mand, som Grouvelle aldrig havde set
før, var endda kommet hen til ham
under et stort menneskeopbud, hav­
de lagt sine hænder på hans skuldre
og med et forunderligt ansigtsudtryk
havde den gamle sagt: »I tapre fransk-
mænd!« For den, som kender »den
danske ligegyldighed og spagfærdig­
hed«, måtte alle disse små tilkende­
givelser forekomme meget forbavsen­
de. Småkårsfolk, småhandlende og ar­
bejdere havde i deres beskedne hjem
12