Toulonballet i København 1794
standere i København var således
trukket skarpt op. Og begivenhederne
i den europæiske krig kunne ikke an
det end puste til ilden. Således skulle
tilbageerobringen af Toulon få sinde
ne til at koge over. Den 19. december
1793 stormede de republikanske trop
per Toulon efter længere tids belej
ring. Det afgørende udfald mod byen
blev fra landsiden ledet af en ung
ukendt general ved navn Bonaparte.
Siden sommeren havde Toulon væ
ret i åbent oprør mod det republi
kanske styre. Hvorfor det var kom
met så vidt for den oprindeligt revo
lutionære by, må ses som et kompli
ceret sammenfald af forskellige begi
venheder og omstændigheder. Toulon
ønskede ikke længere at lade sig sty
re af de parisiske magthavere og de
res repræsentanter i byen.
Den oprørske by tilsluttede sig den
kontrarevolutionære rørelse, der præ
gede dele af det vestlige og sydlige
Frankrig, men som havde vidt for
skellige udgangspunkter og sammen
sætninger fra område til område. Sig
nalerne fra Toulon var klare. Byens
styre udstedte dekreter, der afsvær
gede den revolutionære ateisme som
roden til alle tidens onder. Der af
holdtes udsoningsprocessioner til ære
for den hellige jomfru. Guillotinen af
skaffedes som henrettelsesinstru
ment. Det var et alt for revolutionært
symbol. Derfor gik man over til den
gode gammeldags metode med hæng
ninger, når man skulle gøre det af
med politiske modstandere i byen. Fri
hedstræer blev fældet, det blev på
tvunget at bære den hvide royalistis
ke kokarde og byens tidligere afske
digede præster blev genindsat i deres
embeder. Den fængslede søn af den
henrettede Louis 16. udråbtes til kon
ge i Toulon, og royalisternes hvide fa
ne blev hejst over byen og på alle ski
bene i havnen.
I Paris var man længe om at rea
gere på Toulons oprør. Først i sep
tember udstedtes dekreter, der for
dømte oprøret. Republikanske tropper
drog mod byen for at få den til at
makke ret, men engelske, spanske og
napolitanske skibe sejlede ind fra
vandsiden for at komme den oprørske
by til undsætning. Om der egentlig
var tale om en engelsk besættelse af
byen eller en frivillig alliance mellem
oprørske royalister i Toulon og en mod
republikken krigsførende nations flå
de, er vel et fortolkningsspørgsmål.
Men det er klart, at Toulon i republik
kens øjne begik forræderi ved at åb
ne sin havn for fjendtlige skibe. Selv
for folk, der sympatiserede med den
kontrarevolutionære opstand, rum
mede englændernes efterfølgende be
slaglæggelse af den franske flådes ski
be en smertelig symbolsk dimension
.2
I udgangspunktet lå det politiske sty
re af byen stadig i de lokale myn
digheders hænder. Men englændernes
mange vetonedlæggelser mod bysty
rets beslutninger og desarmeringen af
byens flåde talte sit eget sprog. Til
sidst var de lokale myndigheder uden
nogen form for indflydelse.
Efterhånden som de republikanske
tropper ankom fra forskellige steder
i landet forstærkedes belejringen i lø
bet af oktober og november. Efter et
par dages intensive kampe var det he
le forbi den 19. december. Så snart de
republikanske tropper trængte ind i
byen begyndte en barbarisk hævnter
ror med massehenrettelser og plyndrin
ger. Alene på den første dag blev
200
oprørske sømænd skudt. Først den 31.
august blev de vilkårlige henrettelser
erstattet af en revolutionsdomstol be
stående af 3 repræsentanter fra Paris,
11