9 / 221
Ulrik Langen
stor opmærksomhed, når de bevæge
de sig i klynger i de københavnske
gader: »Her som overalt i Verden hav
de Revolutionen grebet Alle, til hvad
Kjøn eller Stand de end hørte, og naar
man derfor mødte disse Franskmænd
med deres trefarvede Cocarder hefte
de paa Brystet, standsede de Forbi-
gaaende ofte, snart med et velvilligt,
snart med et hadefuldt Blik, alt som
Betragteren var for eller imod Tidens
store Spørgsmaal. Selv bevægede de
Fremmede sig stilfærdigt og beske
dent. Den daglige Conversation i By
en dreiede sig uophørligt om dem. Man
havde i alt længere Tid disputeret med
Hæftighed for og imod den franske
Revolution, disse Disputer forøgedes
nu ved Synet af Republikanerne
«.1
Johanne Louise Heibergs beskri
velse hører vel til de mere pyntede,
men giver nok ikke et helt forvrænget
billede af de stemninger, der omgav
republikanerne. Deres tilstedeværelse
animerede den stående diskussion om
revolutionen og medvirkede til at sæt
te skillelinier mellem revolutionens
tilhængere og modstandere. Den sto
re gruppe københavnere, der stillede
sig midt imellem, fik ved republika
nernes tilstedeværelse lejlighed til at
be- eller afkræfte deres forestillinger,
nuancere deres syn eller stabilisere
deres fordomme om franskmændene.
Eller også var de bare ligeglade. Men
nysgerrigheden var stor blandt de
fleste. »Har De set franskmændene?«,
lød det overalt i byen. Og når fransk
mændene gik omkring i gaderne, stop
pede de forbipasserende op og gloede
på dem, som var det folk fra månen
.2
Det var ikke kun på gaderne, man
kunne støde ind i de franske repu
blikanere. Hos ledende handelsfolk in
viteredes franskmændene til selska
ber, sikkert ikke uden bagtanker om
det profitable i at holde sig på god
fod med de franske kornopkøbere. En
ordre om forsyninger til de franske
hære kunne være en rigtig god for
retning. Således var de franske kom
missærer faste middagsgæster hos
grosserer Erich Erichsen hver tors
dag. Også folk som Constantin Brun,
C. R Bugel, Fabritius-Tengnagel, den
engelskfødte grosserer C. A. Selby,
L. J. Cramer og J. L. Zinn omgikkes
franskmændene og gjorde omfattende
forretninger med dem
.3
Selvom han
delsfolkene og deres familier kokette
rede med franskmændene og deres re
volutionære symboler og sange, skal
man ikke se det som revolutionære
tilkendegivelser. Der var snarere tale
om sværmerier, der udsprang af de
interessante franskmænds tilstede
værelse og fascinationen af revolutio
nens drama. Handelsfolkene var og
blev kongens tro undersåtter, og de
kunne ikke være andet end tilfredse
med regeringens politik. De tjente fedt
på neutraliteten, der primært blev op
retholdt ud fra økonomiske og han
delsmæssige betragtninger.
Blandt de republikanske kommis
særer gjorde Honoré Nicolas Marie
Duveyrier et stort indtryk. I det dag
lige gik han alene under navnet Ho
noré. I følge Sophie Dorothea Thalbit-
zer havde han »en afskrækkende Phy-
siognomie«, og »hans Huud var næsten
ganske bruun. Hans kulsorte Øien-
bryn beskyggede et Par Øine, der va
re lige saa sorte. Meget hvide Tæn
der, som man kun saae, naar han loe,
var det eneste smukke ved ham
«.4
Du
veyrier havde oprindelig været officer,
men skiftede løbebane og ernærede
sig inden revolutionen som advokat i
Paris. Han var dér blevet valgt som
suppleant til generalstænderne i
1789. Snart fik han flere betroede
6