12 / 221
Toulonballet i København 1794
ne de drive stats- og udenrigsminis
ter A. P. Bernstorff til vanvid med de
res klager over, hvad de mente var re
volutionære, danske tidsskrifters
franskvenlige propaganda. Flittigt
rapporterede gesandterne hjem til de
res udenrigsministre om de græsseli
ge forhold i Danmark med jacobiner-
klubber, franske propagandister og pø-
belopløb. Rusland truede endda med
at tilbagekalde sin gesandt i Danmark,
hvis ikke den danske regering satte
ind overfor den umådeholdne brug af
trykkefriheden. Dertil ansås Grouvel-
les tilstedeværelse i København - og
hele hans opførsel - som et eklatant
brud på diplomatisk skik og brug.
Eksempelvis insisterede Grouvelle
på at blive tiltalt citoyen og ikke ex
cellence af sine kolleger i diplomatiet.
Den franske regering havde udstedt
et dekret, hvori det blev påbudt alle
borgere og borgerinder at være dus.
Så der var ikke bare tale om drilleri
eller provokation fra franskmandens
side, men om lovlydighed overfor sin
regering og måske også en smule re
publikansk nidkærhed. Grouvelle hav
de da også set det som en indrøm
melse fra den danske regerings side,
at man var begyndt at titulere ham
citoyen i stedet for monsieur i skri
velserne til ham, efter at han havde
bedt Bernstorff om at ændre formen
.9
De evindelige klager fra diploma
terne over de tilstedeværende republi
kanske franskmænd blev af Bernstorff
betragtet som noget nær en provoka
tion: »Det er en Kjendsgerning, at der
ingen Magt er, som man holder skar
pere Øje med, end vi; man vil gjøre
os ansvarlige for ethvert Ord, der yt-
res af Franskmænd, som vi ikke kun
ne vise bort herfra uden at bryde vor
Neutralitet. Man ønsker aabenbart at
bringe os til Skridt, hvori Frankrig
kunne se en Krigserklæring
«.10
Neu
tralitetens balancegang havde mange
små faldgruber, og den europæiske ko
alition var stærkt interesseret i at hi
ve Danmark med ind i krigen mod
Frankrig eller i det mindste få den
danske regering til at afbryde forbin
delserne med den franske republik.
Pga. et fejltrin fra Grouvelles side,
fik de allierede gesandter ved én lej
lighed mulighed for at fare op og la
ve spektakel. Grouvelle havde i for
bindelse med en tysk forfattet kund
gørelse om en række franske han
delsbestemmelser, »Nota für den Han
del des Nordens«, underskrevet sig som
»der bevollmächtigte Minister de fran
zösischen Republik in Dänemark
«.11
Som bekendt havde Danmark ikke
anerkendt republikken, og Grouvelle
var således ikke en officielt akkredi
teret repræsentant. Da Krüdener, Hai
les og de andre gesandter for de krigs
førende magter fik kendskab til Grou
velles dokument og den problematis
ke underskrift, greb de straks chan
cen for at gøre vrøvl. Først skrev Krü
dener en harmdirrende note til Bern
storff »i ikke særlig afmålte vending
er for at spørge, om vi tog afstand fra
denne benævnelse, som om vi kunne
tage afstand til en anden mands ger
ning«, som Bernstorff udtrykte det
.12
De allierede gesandter vidste, at de
kunne styrke deres klage ved at op
træde samlet, og Hailes havde ud
trykkelige stående ordrer om så vidt
muligt altid at handle i overens
stemmelse med Krüdener
.13
Derfor
sendte gesandterne dagen efter en
kollektiv note til Bernstorff, hvori de
spurgte om Danmark havde aner
kendt republikken, siden Grouvelle nu
kaldte sig befuldmægtiget minister
.14
Krüdener havde været fyr og flamme
og ville gerne have fortsat den hårde
9