HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

13 / 221

Ulrik Langen
tone fra sit eget brev i den fælles no­
te. Men selv for Hailes var Kriidener
ved at gå over stregen, og den engel­
ske gesandt måtte gøre sig anstren­
gelser for at få Kriidener til at ac­
ceptere fællesnotens mere moderate
formuleringer.15
Bernstorff blev tydeligvis irriteret
over den anklagende og nærmest sar­
kastiske tone i noten. Den afvisende
måde, hvorpå han svarede på fore­
spørgslerne, viser at han opfattede det
som ganske urimeligt, at de fremme­
de magter forsøgte at kompromittere
ham på grund af Grouvelles fejltrin.
Efter i en skrivelse at have svaret på
gesandternes spørgsmål tilføjer Bern­
storff: »Der findes ikke nogen mere
indlysende og almindelig anerkendt
sandhed end den, at ingen kan dra­
ges til ansvar for andres gerninger.
Og endnu mindre, når det drejer sig
om en uventet handling til hvilken,
man intet kendskab har og således
umuligt kan have den mindste andel
i«.16 Samtidig henvendte han sig til
Grouvelle og bekendtgjorde sin util­
fredshed med den franske udsendings
fejl eller letsindighed .17 Og Bernstorff
mente nok, at Grouvelle var klog nok
til at erkende sin fejl; »hvis ellers en
mand, der hele tiden har guillotinen
i syne, vover at tilsidesætte sine over-
ordnedes anskuelser«.18
Det lykkedes Hailes og Kriidener at
irritere Bernstorff, sådan som det hav­
de været hensigten. Hailes mente, når
alt kom til alt, at Grouvelles fejl nok
mest var et udslag af franskmandens
personlige forfængelighed og ikke så
meget andet. Men alligevel greb han
ivrigt chancen til at forsøge at sætte
Bernstorff i en problematisk situation:
»Jeg kan ikke undgå at sætte grev
Bernstorff i forlegenhed«, som han
glædestrålende udtrykte det.19Men
Bernstorffs fattede og polemiske svar
ærgrede gesandterne. Hailes skriver,
at »den demonstrative uhøflighed,
med hvilken grev Bernstorff har fun­
det det behørigt at besvare et simpelt
spørgsmål, den klare opmuntring han
dermed giver Grouvelle og den sar­
kasme han utvivlsomt har brugt mod
de allierede gesandters skridt kunne
efter min overbevisning ikke tillades
at passere uden påtale«.
Dog kunne den engelske gesandt
glæde sig over, at han nu fik endnu en
chance for at gøre vrøvl til Bernstorff
over »den danske regerings farlige
principløshed over for franskmænde-
ne«, som han mente Bernstorffs svar
var et udtryk for .20
Hailes kunne da heller ikke nære
sig for at fortsætte spillet lidt endnu
og skrev et sarkastisk brev til Bern­
storff, hvori han undskyldte at have
troet det muligt, at den danske kon­
ge kunne modtage en udenlandsk mi­
nister, som med egen mund havde op­
læst en dom, som havde sendt en ulyk­
kelig og uskyldig monark på skafot­
tet. Efter at have fået nys om episo­
den skrev den franske udenrigsmi­
nister til Grouvelle, at han ikke bur­
de støde sit værtsland ved at bruge
ministertitlen. Det ville også passe be­
dre til republikansk skik at bruge den
mere enkle titel agent: »Jeg er over­
bevist om, at din filosofi og din pa­
triotisme er højt hævet over en titel,
der alligevel intet siger om dine funk­
tioners beskaffenhed«, sluttede uden­
rigsministeren.21Det har Grouvelle
nok ikke været helt enig i.
Tilbageerobringen
Fronterne mellem de forskellige grup­
per af revolutionstilhængere og -mod-
10