76 / 221
Birgitte Vedel-Larsen
Fig. 1. L a d e g å r d e n set u d efra i 1895 (K øben h avn s B ym u seum ).
bejde, blev anset for berettigede til at
få hjælp, mens raske og rørige fatti
ge blev anset for at være dovne, hvis
de ikke kunne forsørge sig selv. Det
blev almindelig praksis, at raske fat
tige skulle straffes med kagstrygning
og siden udvises a f byen eller sognet.
De fattige, der blev fundet værdige til
hjælp, fik ret til at tigge om almisse,
og få del i en mere eller mindre in
stitutionaliseret fattighj ælpsindsam-
ling, organiseret gennem kirken. Det
te var reglen frem til 1799, hvor Kø
benhavn fik en ny fattiglovgivning,
som bestemte, at alle uarbejdsføre så
vel som arbejdsføre fattige havde krav
på hjælp. Tanken om, at fattigdom var
en konsekvens a f dovenskab, eksiste
rede dog stadig, og det var blevet al
mindeligt at oprette fattiganstalter,
hvor de indsatte skulle arbejde for fø
de og ophold. Selv indlagte på hospi
taler skulle arbejde i den ud
strækning, deres sygdom tillod det.
I anden halvdel a f 1700-tallet var
der således oprettet en hel række fat
tiganstalter og arbejdshuse til at rum
me byens fattige. Desværre var disse
ikke tilstrækkelige til at afhjælpe det
stadigt voksende problem, som fat
tigdom udgjorde. Derfor blev det i be
gyndelsen a f 1820’erne besluttet at
72