579 / 654
Johannes Lasenius Kramp
5 6 9
til at reformere de gamle Arbejdsformer. Det eneste,
man klamrede sig til, var at bevare de overleverede Lavs
rettigheder som Værn for den Smule Fortjeneste, der
kunde falde af.
Lavsbestyrelsens væsentligste Opgave var da ogsaa
den at gaa paa Jagt efter de sølle Fuskere, der havde
skjult sig i en eller anden Krog, hvor de gjorde „Indgreb
i Lavets vel erhvervede Rettigheder“, eller ogsaa efter en
af de forhadte Marskandisere, der omgik Lovens Be
stemmelser. Hvad siger man til, at Snedkerlavets Older
mand sammen med Politiet tilbragte en hel Nat paa en
Trappegang i Trompetergangen for at passe paa en Mar
skandiser, som man havde mistænkt for at sælge Møb
ler, han ikke havde Lov til?
Det var altsaa i dette Milieu, at den unge Kramp saa
sig hensat, og det var i alle Henseender modsat de Kred
se, han hidtil havde færdedes i og været feteret af.
Intet Under, at han, som han senere skrev engang i
et Andragende, “kom til at kende en Kreds, hvor alt var
mig fremmed og uhyggeligt“. Ganske vist har han rettet
dette Udtryk til „en Kreds, fremmed for Alt, hvad der
tidligere havde omgivet m ig“, men der er næppe nogen
Tvivl om, at det er det første, der gengiver den Stem
ning, han virkelig har følt.
Hvad var der herved at gøre? Romantisk stemt, som
den unge Kramp var, har han ikke ladet sig kyse, men
i sin ungdommelige Fantasi tænkt: „Kan jeg ikke naa
at virkeliggøre mine tidligere Idealer, vil det da mon
ikke kunne lykkes mig at blive Fører i den Kreds, hvori
jeg nu nødes til at træde ind? Kan jeg mon ikke refor
mere hele Standen og give den nye Maal, dygtiggøre den
til atter at blive, hvad den en Gang var?“
Til at begynde med har Kramp nu næppe vidst andet
Middel end det, Lavsbestyrelsen altid havde brugt: den
stadige Forfølgelse af alle, der uberettiget forstyrrede