584 / 654
5 7 4
R. Berg
Det gam le Haandværkerblod var vaagnet i ham, og
hvor ilde han end havde befundet sig ved sin Indtrædelse
i Snedkerlavet, følte han dog i Aarenes Løb, at han i
Grunden her befandt sig blandt sine egne. Ti ogsaa
indenfor Lavet havde man Brug for hans selskabelige
Talenter. Hos en Kreds af yngre Mestre fandt han Mod
tagelighed baade for sine Evner til at arrangere glade
Sammenkomster og for de Ideer, han længe havde næret
om at hæve Haandværkerstanden.
Den skulde efter Kramps Mening ikke staa tilbage for
nogen af de andre Sam fundsklasser, og derfor maatte
den baade i Kundskaber og Dannelse kunne staa paa
Siden af disse. At der manglede noget heri, var Kramp
klar over, ligesaa at hvis han vilde naa sit Maal, maatte
han gaa lempeligt frem. Det, der for hans ungdommelige
Begejstring stod som Idealet, var Oprettelsen af en
Haandværkerhøj skole, hvor man ikke blot lærte de for
skellige Fags Teknik, men ogsaa fik det nødvendige teo
retiske Grundlag til Forstaaelsen af denne foruden Ev
nen til at kunne udtrykke sine Tanker mundtligt og
skriftligt.
Som Inspektør fra 1832 ved de Massmannske Søndags
skoler, i hvilke han selv havde været en fremtrædende
Elev, var Kramp vel kendt med det Menneskemateriale,
han skulde virke iblandt, og vidste, at det var saare langt
fra, at der blandt Haandværkets Lærlinge var Lyst til at
gaa stort videre end højst nødvendigt. At faa en Under
visning sat i Gang, der om fattede alle Haandværksfag,
var ugørligt. Han maatte foreløbigt nøjes med at faa
den sat i Værk indenfor sit eget Fag, Snedkeriet. Men
heller ikke det var saa lige en Sag, fordi der hos Største
delen af Mestrene kun var liden Interesse for en bedre
Uddannelse. De fleste ræsonnerede som saa, at havde de
selv kunnet slaa sig igennem med det, de havde lært,
kunde deres Lærlinge ogsaa gøre det. Og hvem var denne