592 / 654
5 8 2
R. Berg
dette kunde hos Medbejlere og Misundere let vække Tan
ken om, at han blot var paa Jagt efter „Ben“.
At dette var en ganske forkert Opfattelse, kan der ikke
være den fjerneste Tvivl om. Kramp var med hele sit
enthusiastiske Sind ubetinget en Idealist, der vilde det
bedste, men som ganske vist heller ikke var fri for For
fængelighed og gerne vilde være Nr. 1 overalt.
Paa dette Punkt har han stødt an. Men hertil kom saa
yderligere, at man indenfor Haandværkerkredse endnu
daarligt var klar over, i hvilken Retning Fremtiden vilde
gaa. Der var langtfra alm indelig Samling om, hvilket
Standpunkt der skulde indtages overfor de Krav, Libe
ralismen stillede. Den indu strielle-kap italistiske Udvik
ling var herhjemme endnu i sin Vorden, og det var kun
faa, der regnede alvorligt med den. Konservativt, som de
fleste Haandværkere var indstillede, vilde man bremse
op mod alt det nye, og selv om man regnede med, at der
maatte fires noget, saa var næppe mange i Tvivl om, at
Lavsvæsenet med dets Mesterprøver maatte bevares,
selvom man ogsaa maatte gaa med til at gøre dem noget
billigere. Ogsaa socialt og politisk stod man i Reaktion
til det kommende. Den gamle Standsfølelse var stadigt
levende og ytrede sig i Haandværkerkredse opad mod de
„fornemme“ og nedad mod Arbejderklassen og især mod
Bønderne, der ubetinget regnedes til Underklassen. At
bevare de fra Fædrene nedarvede Rettigheder var for
Haandværkerstanden som Helhed ubetinget det vigtigste.
Derfor var Begreber som alm indelig Stemmeret, alm in
delig Værnepligt og fremfor alt Næringsfrihed den imod
som Indgreb i dens nedarvede Rettigheder.
Paa dette Standpunkt stod Kramp ogsaa, Haandvær-
ker som han efterhaanden følte sig med Liv og Sjæl.
Men han var forud for sine Kaldsfæller i den Retning, at
han vilde hæve Standen op over det gennemgaaende lave
Niveau, den indtog. Og paa det Omraade fandt han kun