![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0098.jpg)
I sin Domspaastand indstillede Aktor ham til Galgen
i Henhold til Krigsartiklernes §§ 25 og 125, der handler
om Straf for grove og gentagne Tyverier, — eller i det
m indste efter Forordningen af 19. Nov. 1751 til at stry
ges til Kagen, brændes Tyvsmærke i Panden og arbejde
i Jern sin Livstid, sam t have sin Hovedlod forbrudt.
I sin Dom safsigelse d. 3. Sept. 1755 indledede Kom
m issionen sin Dom med følgende: — „Vi have ladet det
os være angelegen denne betydelige Sag paa det nøyeste
at examinere, saavel i Henseende til delictus som De-
linquenten og de i Sagen interesserede og implicerede,
og efter megen Møye, mange holdte Sessioner, mange
førdte Vidner og skedte Exam inationer, som Acterne
nocksom udvise, erholdet saadan Opliusning, at vi ere
komne i Stand till at fyldestgiøre Deres kgl. Mayestæts
Allernaadigste Villie ved en lovgrundet Doms A fsig t“. —
Tyveriet karakteriseredes som „det besynderligste,
som m enneskelig Imagination kunde falde paa, at stiæle
Papiir udaf et Archiv for derved at giøre sig en ligesaa
utilladelig som sordid V inding“. Hvad Tyveriet angaar,
var Hans Rondrop „confessus et convictus“, — han
havde stjaalet Papirer, fordi de laa ham nærmest ved
Haanden. Utvivlsom t havde han stjaalet Guld, Sølv og
Penge og alle de kostbareste Ting, om han havde haft
Lejlighed dertil. Han kunde lige saa godt være blevet For
ræder mod sit Land, thi „det var kuns et lyckeligt Ha-
zard, at Papiirerne faldt i Hænderne paa Folck, der hver
ken vare ildesindede eller indsaa deres V igtighed“. —
Det Tab, han paaførte Komm issariatet, kunde ikke re
dresseres, og den Omstændighed, at hans Forbrydelse
fortsattes gennem c. 3
Aar, beviste, at han ikke hand
lede i Overilelse, ligesom han ved „hans uriimelige og
usandfærdige Anbringender“ skammeligt forsinkede
Retfærdighedens Gang. — „Enhver Embedsmand maatte
med Frøgt og Rævelse forrette sit Embede, hvis et saa-
Carl v. Kohi