101 / 654
Papirtyven i Krigsarkivet
8 9
kunde delictum strax blevet aabenbare og i tiide hæm
met, og derved et saa irreparable Tab for Archivet fore
kommet, hvilcket de ved deres Uforsigtighed, Noncha
lance, Dristighed, ja vel og Begierlighed efter utilladelig
Vinding fornemmelig have contribueret till“. —
I Domspræm isserne udtalte Kommissionen sin Bekla
gelse over, at de gældende Love og Forordninger ang.
Tyve, Tyvs-Hælere og Købere ikke havde kunnet for
hindre saadanne „grove Malversationer“. Forordningen
af 26. Jan. 1681, der anseer Tyvs-Hæler og Tyv med lige
Straf, vilde i dette Tilfælde ikke komme i Brug, men
derimod Forordningen af 27. Juli 1742, der i sin § 2 ud
siger: — „Ingen af Kiøbenhavns Indvaanere, civile eller
militaire, rnaae tilhandle sig noget sligt Gods og Klæder
af Soldater, Matroser eller andre Handlende, som icke
dertill af Magistraten ere besckickede og med Beviis om
saadan Frihed forsynede, under Straf for enhver, som
sig herimod forseer, fra 10— 50 Rdlr. efter Personernes
Omstendigheder og Vahrernes Værdie“. —
Da de i Aktors Domspaastand foreslaaede Bøder langt
overgik det i Forordningen fastsatte Maximum, gjorde
den af Byens Kræmmere, der ramtes haardest, Urte
kræmmer
Nicolai Christensen,
skarp Indsigelse forinden
Dommen, idet han for det første gjorde gældende, at
Forordningen kun gjaldt Handel med militære, medens
Sælgeren i dette Tilfælde ikke var Soldat, men Skriver
karl, og desuden paapegede han, at Handelen her ikke
drejede sig om Gods og Klæder, men kun om gammel
Makulatur. Han havde derom „consuleret adskillige lov
kyndige Mænd og Jurister, som høyligen undrer sig over,
at Actor saaledes udtolcker denne Forordning“. Og hvis
han endelig skulde dømmes efter den, kunde Bøden højst
blive 50 Rdlr., — han venter i øvrigt at blive pure fri
kendt.
I Princippet fulgte imidlertid Dommen Aktors Ind