102 / 654
9 0
Carl v. Kohl
stilling, idet den imødegik disse Indvendinger, — først
med en Erklæring
0111
, at det selvfølgelig er Forord
ningens Mening, at enhver Handel med uberettigede er
ulovlig. Hvad angaar Aktors Fortolkning af Forordnin
gen, udtalte Komm issionen, at det maa forstaas, at
det ikke er nogen Lovgiver mu ligt forud at kunne „sup
ponere alle de iniquiteter, som m enneskelig Ondskab
eller Daarlighed kand falde paa, men naar Lovgivere
have sat een Regel i en vis casu, er det enhver redelig
og fornuftig Dommers P ligt
ex sano sensu et analogia
legis
at ponderere de forefaldende casus ........ Majeste-
ten af en Lov tillader icke at udlade sig i mange Ord.
Dend m enneskelige Indsigtes indsckrænckede Grændser
kand icke indbefatte detailler af all Menneskelighed.
GUDs fuldkomne Lov indlader sig end icke i den dis-
cu ssion“. Ganske vist straffes som Regel en Forbrydelse
med kun 1 Straf, — altsaa straffes f. Ex. en Delinkvent
kun med 1 Dødsstraf, selv om han har begaaet 3— 4 ha ls
løse Gerninger. Men Sagen bliver en anden, naar det
drejer sig om Bødestraf. Thi denne har til Hensigt at
forbedre og rette, og derfor „imponeres efter Forseelsens
Beskaffenhed og efter den Fordel, Køberen derved har
gjort sig, saaledes at den skal corrigere, icke animere“.
At dømme en Mand, der ved sin Forbrydelse har tjent
sine 500 Rdlr., til en Bøde paa 50 Rdlr. vilde jo blot være
en stor Opfordring og Opmuntring til Tyveri og Handel
med Tyve. Der kunde tjenes mange Penge paa den Maa-
de, da Tyvekoster ofte betales godt, som det ses af denne
Sag.
Komm issionen statuerede derfor i sin Dom, at der vis
selig ikke skete de anklagede nogen Uret ved, at Bøder
nes Maximum ansattes for hver enkelt Forbrydelse, de
havde begaaet under denne Sag, altsaa for hver Gang,
de havde handlet med Hans Rondrop.