117 / 269
II
Blandt de Ankeposter over den danske Kirkefor#
fatning, som jeg i Begyndelsen af denne Afhandling
har berørt, staaer endnu den tilbage, at der mangler
Kirken den vedbørlige indvortes Selvstændighed og
Virksomhed. Flere tydske Forfattere have fremstil#
let det som en uheldig Virkning af den critiske Tid,
hvori Reformationsværket kom i Stand, at de kirke#
lige Anliggenders Bestyrelse aldeles blev nedlagt i
den verdslige Regjerings Hænder, og hos os har i
Særdeleshed Hr. Professor Clausen for ikke længe
siden med Varme søgt at godtgjøre Kirkens Krav
paa større indvortes Selvstændighed. Han finder det
vel ganske i sin Orden, at Landsherren beholder den
øverste Bestyrelse og Myndighed ogsaa i kirkelige
Anliggender. Men han anseer det for en væsentlig
Mangel, at der ikke er indrettet et særskilt geistligt
Collegium (hvilket, vel at mærke, ei blot vil sige et
særeget Collegium for geistlige Sager, men og et saa#
dant, der er sammensat af geistlige Mænd) gjennem
hvilket de Sager, der staae i Forbindelse med Kir#
ken, kunde foredrages Regenten. Han holder for, at
Bestyrelsen af de kirkelige Anliggender, under Re#
gentens egen umiddelbare Overopsigt, skulde betroes
geistlige Mænd af prøvet Indsigt og Retsind. Ikke
alene ved Afgjørelsen af dogmatiske Stridigheder,
men overhovedet i Alt, hvad der angaaer den kirke#
lige Lovgivning og Organisation, rituelle og liturgiske