114 / 269
64
væsentlig Bestanddeel af den christelige Troe (doc?
trina coelestis).
5) Hvad der saaledes maa ansees væsentligt, kan
imidlertid ikke bedømmes af Enhver efter eget Godt*
befindende, men man har bestemte kirkeretlige Grum
de til at betragte det ældste christelige Symbols Ind?
hold og de Sætninger af den Augsburgske Confes?
sion, der nærmest forklare Protestantismens Væsen,
for saa væsentlige, at samme maae læres overalt,
hvor den evangelisk christelige Tro skal kunne siges
at prædikes.
6
) De dogmatiske Bestemmelser, som hine Grund?
artiklers Indhold har faaet ved det Nicæiske og Atha?
nasii Symbol, maa vel gjelde som et Værn mod de
Vildfarelser, som derved skulle fortrænges, og den
Præst, som selv lærte disse Vildfarelser, gjorde sig
skyldig mod sin Eed. Men han er ingenlunde pligtig
positivt at foredrage hine dogmatiske Bestemmelser,
der for det Meste baade ligge udenfor Menighedens
Fatteevne, og desuden ikke ere nødvendige for den
christelige Tro og det christelige Sindelag, ja endog
let kunde foraarsage tomme og forvirrende Gruble?
rier.
7) Ogsaa i den Augsburgske Confession forekom?
me Lærdomme, der aabenbar ikke maae henføres
til det, Mennesket behøver at vide til sin Salighed,
og som altsaa kan forbigaaes af Religionslæreren.
8
) Da Præsternes Eed ikke indeholder nogen Troes?
bekjendelse, men blot et Løvte om den Lære, de
ville føre, saa kan Eden heller ikke være hinderlig i,
at Nogen jo, med god Samvittighed, kan paatage sig
Læreembedet i Kirken, om han end ikke antager, at
de dogmatiske Forestillingsmaader, der ligge uden
for Kredsen af det han har at foredrage sin Menig#
hed, ubetinget indeholde christelig Sandhed.
9) Skjøndt en Præst forseer sig, naar han foredra?
ger Noget, som strider mod det kirkelige Lærebe?
greb, saa er det dog ikke nogen ubetinget Følge, at
han derfor ligefrem skal miste sit Embede; men det