FrederikVIOgASØrsted

teskab og Dødsfald

(des actes de l’état civil)

er Gjen«

stand for en levende Partikamp, at det ene Parti med

største Iver søger at gjenvinde Geistligheden denne

Forretning, medens det andet af al Kraft modsætter

sig dette som en Forandring, der vilde fuldende Hie«

rarchiet. Hos os falder det derimod aldrig Nogen ind,

at hiin Forretning skulde tages fra Geistligheden, og

Mangen vilde uden Tvivl have ondt ved at begribe

den overordentlige Vigtighed, man i Frankrig tillæg«

ger hiint Spørgsmaal. Men Sagen bliver let forklarlig,

naar man tænker sig den catholske Geistligheds Uaf«

hængighed af den borgerlige Regjering ved Siden at

det Forhold, hvori Geistligheden i de protestantiske

Lande, og i Særdeleshed i vort Fædreland, staaer til

Staten. Dersom Geistligheden havde det i sin Magt,

endeligen at afgiøre, hvorvidt et Ægteskab maatte

tilstedes eller ikke, saa vilde dette vist ikke være et

ringe Middel, hvorved en herskesyg Geistlighed

kunde gjøre sig gjeldende. Men, da den Præst, der ei

vil udføre en Ægtevielse, efter den hos os gjeldende

Tingenes Orden, er ansvarlig for borgerlige Øvrighe«

der og Domstole, saa har det aldeles intet Betænke«

ligt at overlade Præsten, ikke blot, i Kirkens Navn,

at indvie og velsigne Ægteskabet, men og at under«

søge og bestemme, om der, med Hensyn til Lovene,

er Noget til Hinder for Ægteskabet, og at den Proto«

col, han fører, udgjør det eneste authentiske Beviis

for, at et lovligt Ægteskab er indgaaet. Han handler

heri som Statens og ei som Kirkens Tjener; og man

har samme Adgang til at faae Forurettelse afhjulpen,

som om hiin Undersøgelse og Bestemmelse var over

ladt verdslige Embedsmænd. Naar Hr. Forfatteren

vil, at endog det hele Fattigvæsen skulde udelukken«

de overlades til Kirkens Mænd, saa vilde dette vel

ikke have noget Væsentligt imod sig, hvis Fattigplej*