FrederikVIOgASØrsted

og der bliver i Gjerningen intet Kirken endog i fjern

Maade vedkommende Anliggende afgjort, uden disse

anseelige geistlige Øvrigheders Medvirkning. Hvad

Anklage for Vranglære angaaer, da, skjøndt enhver

oplyst Christen maa kunne bedømme, hvad der er

aabenbar stridende mod Christendommens Grund*

sandheder, saa vilde det dog ikke mangle, at Theo#

logers Betænkninger vilde blive indhentede, inden et

sligt Skridt blev foretaget. Dette tilsiger og L. 2 B. 17

Cap. 23 Art., hvis Grundsætning kan følges, om end

ikke Sagen ganske behandles i den Form, Lovstedet

omhandler. Det skjønnes saaledes ikke rettere, end

at Geistlige ville, i hine Sager, faae al den Indflydelse,

der tilkommer dem. Det er jo dog ikke Hr. Prof. C/au#

sens

Mening, at disse skulle have en selvstændig

Myndighed til at afgjøre saadanne Sager. Ligesom

han naturligvis forkaster Catholicismens Lære om en

fra Apostlerne paa Biskopperne forplantet guddom#

melig Fuldmagt, saaledes kan Geistligheden heller

ikke paa nogen Maade siges at have en Fuldmagt fra

Menighederne til heri at handle paa disses Vegne.

Det er blot Geistlighedens Indsigter, som bør benyt#

tes ved de omhandlede Ledigheder; de ere derved de

naturligste og sikkreste Raadgivere; og denne For#

retning ville de, under den hos os indførte Tingenes

Orden, altid beholde.

Naar Sager angaaende Vranglære komme for Dom#

stolene, saa ville, efter L. 1—2—15 og 1—6—8 samt

Frd. 5te Decbr. 1806, ordentligviis i første og anden

Instants geistlige Mænd tage Deel med verdslige i at

paakjende Sagen. I Høiesteret bliver derimod ingen

geistlig Mand tilkaldt ved slige Sagers Behandling

[.Fororcfn.

December

1806

for Danmark ang., hvorledes med

Skifter og Auktioner efter Personer af geistlig Stand samt med geist*

lige Sagers Paadømmelse i første Instans bør forholdes].