129 / 269
79
Mænds Udygtighed til at bedømme en geistlig Mands
større eller mindre Qvalification til et Embede. Ud*
rustet med religiøs Sands, med gode, skjøndt ikke
lærde Kundskaber angaaende Christendommen og
med en dannet Aand, turde man vel, uden at være
Theolog, være i Stand til at skjelne den mere og
mindre duelige og værdige Religionslærer. Hr. For#
fatteren synes og at være i Modsigelse med sig selv,
forsaavidt han dog vil, at Menighederne, hos hvis
Medlemmer man i Almindelighed vel ikke kan fors
udsætte større Indsigt end hos det Statscollegium,
som det betroes at gjøre Forestillinger om geistlige
Embeders Besættelse, skulde have en, skjøndt noget
bunden, Valgret. Forsaavidt Mangel af nøiagtig pers
sonlig Kundskab til alle de Ansøgende gjør, at man
for det Meste maa holde sig til de academiske Prøs
vers Udfald og de Vidnesbyrd, de Ansøgende ellers
kunne fremlægge om Flid, Duelighed og et christeligt
Levnet, saa sees ikke, at et Collegium, der bestod af
lutter Geistlige, heri vilde have noget Synderligt fors
ud for et verdsligt Collegium; og, dersom et saadant
vilde væsentligen afvige fra de Grundsætninger, som
nu følges ved geistlige Embeders Besættelse, saa turs
de dette let give Personligheder et Spillerum, der vils
de have en fordærvelig Indflydelse paa Kirken og
Geistligheden.
løvrigt vilde det geistlige Collegium, der, efter hiin
Forfatters Mening, skulde have at foredrage Regens
ten de geistlige Sager i Almindelighed og i Særdes
leshed dem, der angaae Besættelsen af Kirkens
Ems
beder, dog i Grunden ikke faae stor Indflydelse i
dette sidste Slags Sager, saafremt Menighederne selv
skulde, under Geistliges Medvirkning, der dog ikke
havde Sæde i hiint Collegium, vælge Præster og
Kirkebetjente. Hvorvidt iøvrigt noget for Kirken og