FrederikVIOgASØrsted

i mange Tilfælde bestemmer en Kirkepatron Val*

get uden al Deeltagelse af Menigheden, ligesom en*

kelte Kald endog ere forbeholdne visse Familier, og

det saaledes, at de kun besættes interimistisk, naar,

ved Vacancen, ingen, som, ved Slægtskab eller Gif?

termaal tilhører Familien, for Øieblikket er i Stand

til at modtage Embedet*). Den af Forf. saa anbe?

falede svenske Kirkeforfatning har saaledes neppe

saameget forud for vor, som han antager. Erfaring

har neppe heller viist, at den har frembragt en vær*

digere Præstestand, end den Tingenes Orden, som

finder Sted hos os.

Med Hensyn til de øvrige til Kirkeregjeringen

hørende Gjenstande er det mig ikke ganske klart, i

hvilket Forhold Hr. Forf. tænker sig det øverste

geistlige Collegium til de locale Kirkeraad. Jeg fore?

stiller mig iøvrigt, at begges Samvirkning maa be?

høves i de vigtigere Anliggender. Saaledes vilde det

uden Tvivl blive en Følge af den Kirkeorganisation,

han anbefaler, at ingen liturgiske Forandringer, nye

Andagts? eller Lærebøgers Indførelse kunde finde

Sted i en Menighed uden Samtykke af dennes kir?

kelige Repræsentation, men heller ikke uden Re?

gentens gjennem hiint Collegium givne Bemyndi?

gelse. Vistnok er ved slige Ledigheder Forholdet til

Folkets Forestillinger og Udviklingsgrad næsten lige?

saa vigtigt, som den indvortes Værd af det Nye, der

bydes. Enhver Kirkeregjering vil derfor tage sig nøie

iagt for at gjøre nogen Forandring i Liturgien eller i

de Underviisnings? og Andagtsbøger, som ere i Fol?

kets Hænder, uden, saavidt som mueligt, at forvisse

sig om Folkestemningen. Man har og Exempler saavel

i andre Stater, hvor Kirkeregjeringen er i Regentens

*) See Clausen

. c. S.

256

—

257

, men især Schubert

B. S.

125

—

132