FrederikVIOgASØrsted

melige Symbol, erklærer sig for Separatist; eller naar

han ved aabenbart uchristeligt Levnet, ved frække

Udbrud af Usædelighed, vanærer det Navn, han bæ#

rer, og Samfundet, hvortil han hører, da er det rets

mæssigt og sømmeligt, at Kirken erklærer et saadant

Medlem udelukt af det kirkelige Samfund, indtil han

yttrer Ønske om igjen at optages deri. Denne Disci#

plin er, yttrer han, i Christi Aand; den er hjemlet i

Skriften og aldrig opgivet i den protestantiske Kirke,

hvis samtlige Reformatorer have erkjendt den kirke#

lige censura morum for hensigtsmæssig, stundom

endog for nødvendig. Det er passende, at Kirken ved

en offentlig Domsact udtrykker den hellige Streng#

hed, som Læren aander. Slig Udelukkelse har intet

Vilkaarligt, men er kun en naturlig, nødvendig Virk#

ning af den givne Forargelse, idet ikkun Den erklæ#

res for udelukt, som ved Yttringer eller Adfærd selv

allerede har udelukt sig. Den har Intet med den Paa#

gjældendes borgerlige Stilling at gjøre. Ikkun Forta#

belsen eller Forringelsen af borgerlig Agtelse vil blive

den naturlige Følge af den erkjendte moralske Slet*

hed, og denne er neppe af den Natur, at det i Almin#

delighed kunde være at befrygte, at hiin Kirkens

Myndighed skulde have skrømtet Andægtighed til

Følge. Derimod er det Menneskenaturen egent, at

tvungent Savn vækker Længsel og lærer at paa#

skjønne hidtil forsmaaede Goder, og saaledes maatte

vel ogsaa denne Fremgangsmaade tjene til at vække

i mangent letsindigt Bryst den slumrende religiøse

Sands; at tillige paa denne Maade Følelsen af Kirke#

samfundets høie Værd og af de Forpligtelsers Hellig#

hed, som paaligge dens enkelte Medlemmer, i Almin#

delighed vilde vedligeholdes og skjærpes, er vel ikke

at omtvivle. Men med alt Dette erkjender Forfatte#

ren, at Indførelsen af en saadan, ikke ved Skriften