137 / 269
87
Saafremt den evangelisk#lutherske Kirke var et al#
deles vilkaarligt Selskab, hvoraf Enhver, efter Behag,
kunde udtræde uden Afbræk for sine borgerlige Ret#
tigheder, saa kunde det heller ikke være nogen Tvivl
underkastet, at Menighederne eller deres Repræsen#
tantere, ved deres Beslutning, kunde udstøde Den,
med hvis religiøse Tænkemaade og Vandel der fand#
tes Grund til Utilfredshed. Men en saadan er ikke
Stillingen med den danske Kirke; og derfor kan hel#
ler ikke det, der gjaldt i den oprindelige Kirke, være
Regel for hvad der nu, da Staten og Kirken ere ind#
gaaede i saa nær Forbindelse med hverandre, skal
gjelde. Om end Kirken nok saa meget indrømmer,
at Udelukkelsen skal være uden borgerlige Virknin#
ger, saa kunde dog Staten, som christelig Stat, ikke
andet end tillægge den slige Virkninger. Den, der
gjennem Kirken var mærket som et ryggesløst og
ugudeligt Menneske, kunde dog ikke blive i Besid#
delse af nogen hæderlig Udmærkelse, af nogen Stil#
ling eller Rettighed, der forudsætter Tillid til hans
Sædelighed og Religiøsitet. Hr. Forf. lærer og, at en
Forringelse i den offentlige Agtelse maatte være en
ufeilbar Følge af hiin Udelukkelse, og den ovennævn#
te tydske Forfatter opregner som Følger, hvilke Sta#
ten maatte lade indtræde mod den, der var falden
under Kirketugten, at han ei kunde være Værge, ikke
stedes til nogen Eed enten som Vidne eller Part, ikke
udnævnes til Dommer eller beklæde noget andet Em#
bede*). Flere Retstab maatte vel endnu tilføies, der
vare ligesaa naturlige Følger af Personens gjennem
den kirkelige Myndighed udtalte moralske Siethed.
Saaledes vilde det neppe være conseqvent at betroe
den af Kirken udstødte Person hans Børns Opdra#
*) See Schuderoff 1. c. S.
128
.