91
tilbørlige Indflydelse i Samfundet. Det er bekjendt
nok, at jeg ingenlunde deler de Juristers Mening, som
mene, at en urokkelig Retsorden kan bygges paa en
ved Egennyttens kunstige Styrelse frembragt saa
kaldet psychologisk Mechanisme, uden at behøve
Religion eller Moral eller nogen dermed beslægtet
Følelse til sin Opretholdelse. Tvertimod har maaskee
Ingen, med større Omhue og Eftertryk, søgt at ned#
bryde denne for 20 til 30 Aar siden blandt Retsphilo#
sopherne almindelig antagne Forestillingsmaade —•
den jeg dog i mine ældste videnskabelige Arbeider
selv havde hyldet — i sine Grundvolde, og jeg har
Anledning til at troe, at min Bestræbelse ikke har
været uden Virkning. En saadan censura morum, som
man vil hævde Geistligheden, vilde heelt vel passe sig
i mit Retssystem, dersom jeg ikke frygtede for de
store og uundgaaelige Misbrug, hvorfor den vilde væ#
re udsat, og det fordærvelige Indtryk, som den ved
sin Tilværelse og endnu mere ved sin virkelige Ud#
øvelse, vilde gjøre. løvrigt indsees det let, at jeg ikke,
fordi jeg bestrider hiin Myndighed, derfor vil have
al speciel Sjælesorg, alt sædeligt Tilsyn med Menig#
heden eller al Retsvirkning af Geistlighedens Dom
over Individernes sædelige og religiøse Tilstand af#
skaffet. Præsten bliver vistnok berettiget og forplig#
tet til at advare Enhver, som han finder at gaae paa
den urette Vei, ligesom og hans Vidnesbyrd bliver af
Vigtighed i ethvert Tilfælde, hvor en Person skal føre
Beviis for sin sædelige Vandel. Heri er og Loven i
sin fulde Kraft. Men hvad Præsten i saa Henseende
skal udrette, beroer meest paa hans Iver for Sagen,
hans Klogskab og Erfaring, hans Anseelse i Menig#
heden og hans Bekjendtskab med dens Lemmer. Nye
[Om Schuderoff’s Skrifter se foran S. 84 Note].