143 / 269
93
i den protestantiske Kirke, i en Tid af mere end et
Aarhundrede, er opstillet som Grundlag for Læren
om Forholdet mellem Kirken og Staten. Aarsagen
hertil er, deels at jeg ei ganske kan tillægge denne
Forskjæl et saa afgjort videnskabeligt Værd, som
hine Lærere synes at tiltroe samme, deels at den,
efter vor Stats* og Religions Forfatning, ei her kan
være ret anvendelig. Hiin Forskjæl og den Lære,
der slutter sig til samme, har egentlig udviklet sig af
de Forhold, som, i adskillige Stater, fornemmelig i
Tydskland, ere opstaaede derved, at Landsherren
ikke sjeldent bekjender sig til en anden Kirke end
den, der, i hans Land eller en Deel af samme, er den
herskende, eller dog har lige Rettigheder med den,
hvortil han selv hører. Denne Tingenes Stilling fandt
allerede Sted i flere tydske Lande paa den Tid, da
de forskjellige christelige Religionspartiers Rettighe*
der bleve bestemte ved Religionsfreden af 1555 og
den vestphalske Fred af 1648; og senere have enkelte
Regenternes Overgang til en anden Kirke, Successio*
ner, Landeafstaaelser og Mageskifter mangfoldiggjort
disse Tilfælde. Ligesom end ikke den catholske
Landsherre er i Besiddelse af den egentlige Kirke*
regjering over sine catholske Undersaatter, hvilken,
efter den catholske Kirkeret, i Kraft af guddomme*
lig Indstiftelse, tilkommer Biskopperne, under Pavens
Overherredømme, saaledes kunde der ikke, i Lande,
hvor den catholske Kirke er herskende eller dog re*
ciperet (ikke blot tolereret), være Tale om at den in*
dre Regjering over denne Kirke kunde tilkomme en
Fyrste af protestantisk Troesbekjendelse. Men lige*
saalidet kunde den, uden indvortes Modsigelse, og
mangehaande Farer, tillægges en catholsk Fyrste over
protestantiske Lande. Hine tvende Fredslutningers
Ord og Hensigt kunne ei heller taale dette. Da det