FrederikVIOgASØrsted

imidlertid er mod den protestantiske Kirkes Grund*

sætninger, saavelsom mod Statsvellet, at nægte den

borgerlige Regjering Tilsyn med de kirkelige Sam*

fund, forsaavidt det behøves, for at forebygge For*

styrrelser af Statsøiemedet (inspectio secularis), saa

blev det af Vigtighed at trække Grændsen mellem

den rene borgerlige og den egentlige kirkelige Sty*

relse af Kirken. Man erkj endte dog derhos, at begge

i de lutherske Lande vare bievne Landsherren over*

dragne, forsaavidt han er af samme Troesbekjendelse,

som hans Undersaatter, men vilde, at hans Egenskab

som Statsoverhoved og som Kirkeoverhoved dog nøie

maatte adskilles fra hinanden*). Selv i catholske Lan*

de faaer denne Forskjel en ikke liden Grad af Inter*

esse efterat disse mere eller mindre have trukket sig

ud af det Underordningsforhold til Kirkens Over*

hoved, der flød af sammes udeelte og uindskrænkede

Myndighed i at anordne alt hvad der stod i Forbin*

delse med Kirken, og som, ud fra dette Punct, ud*

bredte sig og, hvis Systemet var blevet ligesaa fuld*

endt i Praxis som det var i Theorie, end mere vilde

have udbredt sig over de borgerlige Forhold**).

Med Hensyn til den forviklede Tingenes Orden,

*) Cfr. oven Side 72—73 Note.

**) Adskillige Beviser paa de catholske Regjeringers Bestræbelser for

at frigjøre sig for hiint A ag indeholdes i Professor

Clausens

tit citerte

Værk, Side 20 1-2 0 4 . V ed de Modificationer, som disse Bestræbelser,

der heller ikke i ældre Perioder ganske manglede, have givet det strænge

System af den catholske Kirkeret i sammes Anvendelse, har det iøvrigt

tabt den saa berømte Conseqvents og Fasthed, hvorved det skal udmærke

sig. Det er kun, naar det drives til den frygtelige Yderlighed, hvori det

forstyrrer al borgerlig Orden tilligemed al Aandsfrihed, at man kan tik

lægge det hiin absolute Conseqvents. Det er forresten ikke saa meget

Systemets

theoretiske

Conseqvents, der har udgjort den romerske Poli*

tiks Kunst og Kraft, som den

practiske

Conseqvents, hvormed den har

vidst, efter Tid og Ledighed at lade hiin Conseqvents træde frem, hvor

den lod sig sætte igjennem, men lade den falde, hvor dette ei lod sig

gjøre.