140 / 269
90
forstyrre en rolig og gavnlig Embedsvirksomhed, saa
godt som aldrig benytte hiin Myndighed. Den en#
kelte Præst, som gjorde Brug af samme, vilde saa me#
get mere være given til Priis for Had og Forfølgelse.
I Særdeleshed vilde Præsten udsætte sig for alle Slags
Drillerier og Fortrædeligheder, hvis han vovede at
udøve hiin Myndighed imod Personer af en vis Dan#
nelse eller Stilling i Staten. Men, dersom Den, der var
sat høit i Samfundet, blev skaanet, medens Strenghed
blev udviist mod de ringere Klasser, vilde dette vist*
nok være i høieste Grad forargeligt. En ny Lov, som,
selv i en mildnet Form, vilde fornye den Myndighed,
Lovens 2—9 tillægger Kirken over Ubodfærdige, vil*
de derfor uden Tvivl, efterat enkelte Præster, ved
Forsøg paa at sætte den i Kraft, havde indviklet dem
i Fortrædeligheder, som vilde tilintetgøre deres Roe
og Embedsvirksomhed, ligesom hiint Lovens Capitel
selv, gaae af Brug.
Jeg holder mig saaledes overbeviist om, at den af
flere Geistlige i de senere Tider anbefalede Kirke*
disciplins Fornyelse vilde være et af de for Kirke og
Stat fordærveligste Skridt, man kunde foretage sig.
Dersom Kirken end derved kunde vinde flere Mund*
christne, saa vilde desto sikkrere Antallet af dem,
der tilbede Christus i Aand og Sandhed, aftage; og, i
Stedet for at knytte Folket stærkere til Christendom*
men, vilde slig fornyet Indretning give Kirken Ud*
seendet af en fiendtlig, tvingende Magt, og fjærne
mange Hjerter fra Christendommen.
Jeg behøver iøvrigt ikke at vise, at min Dom om
Kirketugten ikke har sin Grund i den Mangel paa
Sands for Religionens og Sædelighedens Vigtighed
for Staten, som Schuderoff, med saa megen Bitterhed,
bebreider Juristerne, hvilke han synes at tilskrive hele
Skylden for, at Religionen og Kirken ikke have deres