138 / 269
gelse; thi disse skulde jo dog opdrages for den Kirke,
hvoraf han var udgaaet. Vel siger man nu, at det ikke
er Kirken, som Kirke, der paafører den Udelukkede
disse følelige Onder, men at det er Staten, som be#
slutter samme. Naar imidlertid Staten, efterat den
kirkelige Myndighed først har erklæret den Paa#
gjeldende for et ugudeligt Menneske, som den ei kan
taale i sit Skjød, ikke kan Andet end tillægge denne
Dom hine Følger, saa bliver det i Gjerningen det
Samme, som om Kirken umiddelbart paabød disse
Straffe. Staten bliver, naar man ellers, som synes at
være Meningen, ikke indrømmer den nogen Deelta#
gelse i eller Control med Udøvelsen af hiin Myn#
dighed, kun et Organ, der iværksætter Kirkens Dom#
me og Beslutninger. Da saaledes hiin Udelukkelse
vilde have de smerteligste og meest nærgaaende Virk#
ninger for Individets borgerlige og huuslige Tilstand,
saa synes Hr. Prof. Clausen altfor let at have be#
roliget sig mod den Frygt, at en saadan Forfatning
kunde fremkalde Hyklerie. Men ogsaa maatte man
være angst for det frygtelige Misbrug, hvoraf hiin
kirkelige Myndighed vilde være udsat. Det var ikke
individuelle, paa lovlig Maade undersøgte og beviste
Handlinger, Præsten eller Presbyteriet, i hvis Hænder
man nu maatte nedlægge Myndigheden, behøvede for
at gaae frem imod det Individ, der skulde underka#
stes Kirketugten. Rygter og Formodninger maatte
være nok for at sætte dem i Virksomhed, og det var
mere Totalindtrykket af Eens Vandel i det Hele, der
vilde gjøre Udslag. Feilgreb vilde derved meget let
indløbe, og endnu hyppigere Klager over Feilgreb.
Præsten eller Presbyteriet maatte iøvrigt vel, paa in#
gen Maade, have en endelig og upaaankelig Afgjø#
relse i sine Hænder. Udelukkelsen skulde dog ikke
indskrænke sine Virkninger til den enkelte Menig#