FrederikVIOgASØrsted

sat i Bevægelse. Det var et Spørgsmaal af mere ab

mindelig Interesse, og som stedse har beskæftiget

Kirkeretslærerne, hvorom jeg meddeelte mine Tan*

ker. At dette Spørgsmaals Besvarelse er saa godt som

uden Indflydelse paa hiin Injuriesag, derpaa har jeg,

ved Hr.

Grundtvigs

Skrift faaet nye Bekræftelse.

Dette giver tilkjende, at han, med Hensyn til denne

sin Sag, ikke lægger Vægt paa Bestemmelsen af, hvad

der skal henføres til den himmelske Lære, Præsten, i

Følge sin Eed, har at udbrede (hvilken Eed desuden

hans Modstander, som Professor i Théologien, ei har

aflagt) men paa den Forpligtelse, Eeden paalægger

Præsten til, af alle Kræfter at bestride falsk Lære.

Han mener nemlig, at denne eedelige Forpligtelse

maa beskytte enhver Præst, der, efter sin bedste

Overbeviisning, søger at fyldestgjøre samme, ved at

befeide hvad han holder for falsk Lære, imod at fors

følges som Injuriant for de Beskyldninger og haarde

Ord, som han, i den Anledning, fremfører imod sin

Modpart; uden at det kommer an paa, hvorvidt Be*

skyldningerne af Retten findes grundede eller ikke.

Men om denne Deel af Præsteeeden har jeg slet ikke

handlet; og, om jeg end ellers kunde finde Lyst til at

prøve Rigtigheden af den Slutning, Hr.

Grundtvig

deraf udleder, saa vilde dog Delicatesse forbyde mig

at indlade mig derpaa.

Hr.

Grundtvig

gjør mig iøvrigt Uret, naar han til#

troer mig Partiskhed mod ham og for hans Modstan*

[At G.

L. Båden

i sin gennemført perfide Artikel i

Ø st’s

»Archiv«

helt igennem giver det Udseende af, at Ørsted's A fhandling er et Des

fensionsindlæg for H . N . Clausen, kan ikke vække Forundring, se det

citerede Sted S. 287 ( » ...

den Mand, hvis Forsvar han saa ganske har

paataget sig«),

S. 288—89, S. 295 o. ff., S. 305—06. Baden’s plumpe

Bemærkninger 1. c. S. 3 11 — 13 og S. 321—22 ere i Virkeligheden en

uværdig Denunciation af Ørsted overfor den enevældige Konge].