FrederikVIOgASØrsted

105

som en kun middelbar af Skriften hidledt Lære, saa

har jeg ingenlunde derved forstaaet eller kunnet for#

staae den Sætning, at Gud har aabenbaret sig som

Fader, Søn og Aand, og af de Christne bør tilbedes

i denne tredobbelte Egenskab. Dette er vist nok

reen og simpel Bibellære, og da den netop udgjør

Indholdet af de tre Troens Artikler (det apostoliske

Symbol), hvilke jeg strax forud omhyggelig har søgt

at hævde som en Christendommens Grundlære, saa

indlyser det, at det ikke kan være denne, jeg har

meent S. 254. Jeg har kun sigtet til den finere, dog*

matiske Bearbeidelse, som denne Lære, foranlediget

ved de dogmatiske Stridigheder, der, efterat ChrL

stendommen havde forenet sig med Tidsphiloso*

phien, deelte de Christne, fik i det fjerde christelige

Aarhundrede, og som, ved det Nicæiske, men især

det saakaldte Athanasiske Symbolum, er blevet be*

fæstet som Kirkelære. Jeg har herved fulgt de nyere

Dogmatikeres Talebrug, som kun give den Lære, der,

i Guddommens indre Væsen, sætter en Trehed, Een*

heden ubeskadiget, og bestemmer Personernes indre

Forhold til hinanden, hiint Navn, hvilket ligesaalidet

kjendtes i de første christelige Aarhundreder, som

det findes i Skriften. Men, da den populærere Tale*

brug ogsaa betjener sig af dette Navn for at betegne

den fromme umiddelbar bibelske Troe paa Gud, som

Fader, Søn og hellig Aand, hvori man vist og gjør

Ret, saa kunde let en øieblikkelig Misforstaaelse op*

komme, der kunde og altsaa burde være forebygget

ved en Tillægsbestemmelse.") Jeg har iøvrigt, paa

*) Det er for Resten og, paa en indirecte Maade, erkjendt i den au*

thoriserede Lærebog, at Udtrykket Treenigheden ikke er en reen bibelsk

men kun en kirkelig Betegnelse. Det hedder der S. 11 i en Anmærk*

ning: »Det er vedtaget blandt Christne, at de kalde Gud den treenige«,

ligesom man heller ikke der, som i Pontoppidans Forklaring, finder den

hele Anastasianske Dogmatik.