FrederikVIOgASØrsted

106

ingen Maade, for min egen Person, havt noget at

erindre imod den Anastasianske Forestillingsmaade

om Treenigheden. Jeg har tvertimod 12 B.

H. S.

253, med Styrke, erklæret mig imod dens Forhaa*

nere, cfr. S. 256*), og jeg erkjender, at Symbolet

indeholder en af skriftmessige Elementer og af dyb*

sindig Philosophie hentet Fremstilling, der nok om*

trent betegner den Troens Hemmelighed, som den

har villet forklare, saa treffende som det er Menne*

sker givet at betegne den; og om der end møde store

dialektiske Vanskeligheder ved den videre Udvik*

ling af Læren, saa veed Enhver, der har henvendt

sit Sind til deslige Granskninger, at selve Forestil*

lingen om en Gud og om en frie Villie, saa urokke*

lige de end i sig ere, medfører dialektiske Vanske*

ligheder, som den endelige Forstand ei formaaer at

opløse. Kun har jeg troet, at hiin Læres fine dialek*

tiske Bestemmelser, der saa ganske ligge uden for

Mængdens Fatteevne, og heller ikke ere gjentagne i

den augsborgske Confession, der aldeles ikke nævner

Athanasii

Symbol, ei ere nødvendige Bestanddele af

den himmelske Lære, Præsten, med største Flid, har

at indprænte sine Tilhørere; hvorhos han dog, for at

jeg endnu engang skal gjentage det, aldrig maa lære

noget, som er derimod. Forsaavidt endelig Symbolet

erklærer, at Ingen kan blive salig, der ei saaledes

tænker over de tre Personer, saa er det vist, at dette

ikke hører til selve Troens egentlige Indhold; thi

dersom Nogen virkelig bevarer den christne Troe

reent og fuldstændigt, kan han dog vel ikke fjærne

sig fra Gud og Saligheden, derved at han holder for,

at den guddommelige Naade ogsaa kan frelse dem,

der maatte afvige fra denne Troe. Man maatte ellers

*) Foran S. 36, kfr. S. 38.