157 / 269
107
give Symbolet en nye Tilsætning, nemlig at hvo, som
vil være salig, ei blot skal tænke saaledes om Tres
enigheden som det angiver, men ogsaa troe, at den,
der herimod farer vild, skal være evig fortabt.
Hvad det ovennævnte Skrift, No. 2 angaaer, da
maa jeg vist nok erkjende, at Forfatteren er faret
meget lempelig med mig i Sammenligning med som
han har behandlet andre. Men han er mig dog nær*
gaaende nok, i det han, medens han synes at unde
mig al borgerlig Ære, dog ganske frakjender mig
Christendom. Side 108 siger han, at jeg ikke deler
Troe med Kirken, hvormed han forbinder den syns
derlige Paastand, at jeg øiensynligen vil gjøre min
Tro til Kirkens Tro — jeg gad vidst, hvo af os der
giver sig Udseende af at være Kirkens Repræsen?
tant? — tilføiende, at jeg ikke dertil er mere beret?
tiget end enhver Kjetter. Og, efter S. 96, skal jeg
have fremført Lærdomme, om hvis Skadelighed og
Farlighed neppe nogen Christen vil tvivle. Den Be?
skyldning, om at være en fuldkommen Uchristen,
som ligger i denne sidste Udladelse, synes endnu at
være langt stærkere og haardere, end den, som inde?
holdes paa det førstanførte Sted. Dog dette synes
kun saaledes, saalænge man ikke kjender Hr. Lind?
bergs særegne Talebrug. Han indlader sig i foran?
førte Skrift kun lidet paa, hvad der i og for sig er
Christendom, men spørger: hvad er Christendom i
Danmark?
Det er derfor heller ikke Bibelen, men
Loven, han tager i Haanden for at revse de Vild?
farende; og, ligesom en Bekjender af den evangelisk?
reformeerte Religion, efter hans Fremstilling, ingen
Christen er i
Danmark,
saaledes maatte han erkjen?
de, at han selv med Rette vilde kaldes en Uchristen,
dersom han tog Ophold i et catholsk eller reformeert
Land og dog blev ved den evangelisk?lutherske Be?