163 / 269
113
og falske Lærere i Kirken« —, der fremlyser af Maa*
den, hvorpaa Eden i vor Kirke er bleven affattet, og
hvad jeg ellers har anført til Beviis paa, at vore
Forfædre med nøie Overlæg have valgt de Udtryk,
der ved denne Ledighed ere bievne brugte. Men han
indlader sig paa ingen Maade i Det, der egentligen
skulde give dette Beviis sin Styrke. Han søger kun at
godtgjøre, at Eden nødvendigviis maatte indskrænke
sig til Læren og ikke have selve Troen til Gjenstand,
anførende, at hverken Stat eller Kirke har Ret til,
som Inqvisitorer, at bedømme Troen som Hjertets
Sag, saalænge den ikke yttrer sig i Tale eller Hand*
ling. Men her synes at ligge en Miskjendelse af det,
der er Hensigten med al Eed, til Grund, hvilken man
ei skulde have ventet af Forfatteren. Det er jo ikke,
for at faae en sikkrere menneskelig og borgerlig Con*
trol med et Udsagns Oprigtighed eller med et Løf*
tes troe Opfyldelse, Eed fordres i Samfundet. Den
bruges jo kun for at binde der, hvor intet menneske*
ligt Øie længere kan naae. At Præsteeeden ikke i Dan
mark, som i mange andre Lande, har faaet Skikkelse
af en Troeseed, kan altsaa ikke forklares af den men*
neskelige Uformuenhed til at skue i Hjerterne, men,
kun, for at skaane Samvittighederne og forebygge
Edens Misbrug, have de retsindige Mænd, som have
ordnet denne Sag, indskrænket sig til at fordre Eed
paa at Præsten vil forkynde den himmelske Lære,
som indeholdes i Skriften og Kirkens Symboler, for*
udsættende dog, at ingen samvittighedsfuld Mand,
hvis Overbevisning ikke stemte med
det, han lovede
at lære,
vilde aflægge saadan Eed.
Videre agter jeg ikke at indlade mig paa Hr. Lind*
bergs Skrift. Adskilligt er vel tilbage i samme, som
jeg kunde være fristet til offentligen at prøve; og den
Klarhed, hvormed Skriftet er forfattet, vilde lette en