126 / 269
76
(cfr. 1—2—13). Men i den Deel af Sagen, der beroer
paa theologisk Indsigt, vil dog, hvad enten Geistlige
umiddelbar have Sæde i Retten eller ikke, Theolo#
gers Mening stedse blive afgjørende. De retslærde
Dommere maa deri, som i alt andet, der forudsætter
en for deres Kald fremmed Indsigt, bygge paa Sag#
kyndiges Betænkninger, der altsaa blive de sande
Dommere over denne Deel af Sagen. Kun at de Slut#
ninger, som indeholdes i slige Betænkninger, passe
sig til Lovene, have de retslærde Dommere at paa#
see, og derefter at gjøre Anvendelsen af Loven paa
Sagens oplyste Beskaffenhed. Saaledes vilde det, hvis
Theologer eragtede, at en Lære vel var stridende
mod de i vor Kirke antagne symboliske Bøger, men
at den dog kunde forsvares ved Exegesis eller For#
nuftslutninger, være de Retslærdes Sag at afgjøre,
hvad Retsvirkning en saadan Betænkning kunde
have imod eller for den Paagjeldende. Det er her
ikke anderledes end, t. Ex., i de mangfoldige og vig#
tige Retssager, hvori Lægers Bedømmelse behøves
angaaende en eller anden Deel af Factum. Forsaavidt
Lægerne blive inden for deres Videnskabs Grændser
og bygge deres Mening paa scientisiske Grunde,
maae Domstolene, uden videre, følge deres Betænk#
ning. Men, forsaavidt de af deres Præmisser gjøre
nogen Anvendelse, som kan bedømmes ved Hjelp af
Lovene og den almindelige Menneskeforstand, da ere
Domstolene ingenlunde bundne derved. Naar Læger#
ne erklære, at et Saar kun, formedelst den Saaredes
individuelle Legemsbeskaffenhed, blev Aarsagen til
hans Død, saa er dette noget, som Domstolene ikke
kunne forkaste. De kunne blot, efter Omstændighe#
derne, foranledige Sagen yderligere prøvet af andre
Læger. Men, hvis Lægerne heraf udlede det Resul#
tat, at den Paagjeldende ei kan betragtes som Drabs#