59
Om man end med Føie kan paastaae, at den religiøse
Troe, i Kants System ikke har sit rette Liv, sin fulde
Kraft, saa var det dog stor Uret at kalde hans Philo*
sophie atheistisk, men denne Uret maatte den store
Grandsker jevnlig lide af sine philosopherende Sam*
tidige. Hans Lære kom endog de christelige Forestil*
linger langt nærmere end den Tids Philosophie, som
Slutninger er hidledt fra det ubetinget Sande, Gud, saa kunde det ikke
bruges i nogen Beviisførelse. Mathematiken kunde ikke længere bevise;
thi den hele Rumforestilling, den sætter som givet, er kun betinget
sand. Hr. Forfatteren har derfor uden Tvivl Uret, naar han ei vil til*
lade sin Modstander at gaae ud fra Selvbevidstheden, som givet. Kun
ved Hjelp af denne og dens Love kan Erkjendelsen komme til en Gud
og en Verden; og den bliver saaledes altid i Rækken af Kundskabs*
grundene det Første, skjøndt ingenlunde i Rækken af Realgrundene.
Men kun i en fuldkommen (guddommelig) Viden kunne Real* og Kund*
skabsgrundene falde sammen. Den menneskelige Forstand maa fra det
Grundede og Betingede slutte sig til det Ubetingede, hvilket den ei
umiddelbar besidder, men kun stræber imod. Vil man ikke kalde dette
et Beviis, saa faaer dette Ord intet at betyde for Mennesker; men saa
betyder det overalt slet intet; thi den Forretning, at bevise, er ikke for
ham, der
umiddelbar besidder
al Sandhed, men kun for den, der skal
finde
Sandheden. Den af Forfatteren antydede Betragtning, at der in*
gen Sandhed kan være, naar ikke Gud er, vilde netop, naar den blev
udført, være det strengeste Beviis for Guds Tilværelse; thi hvorledes
kan man kraftigere bevise en Sandhed, end ved at godtgjøre, at al an*
den Sandhed beroer derpaa? Det vilde i Grunden være det cosmologi*
ske Bevus, fremstillet paa en nye Maade; og dette Beviis, (hvis Ret*
ærdiggjørelse imod Kants Indvendinger vilde føre os for vidt) turde
være aldeles tilfredsstillende i sin Sphære; kun at det blot fører os til
et ved sig selv bestaaende nødvendigt Væsen, hvori alt andet har sin
tjrund, men at vi dermed ikke endnu have en hellig, retfærdig, og al*
god Gud en Gud, som vi kunne kalde Fader, en saadan Gud, som
a t
j S■ f rer og hvortil det menneskelige Hjerte trænger. Dog jeg tør
ikke udvide denne lange Digression, uagtet jeg endnu kunde fristes til
at opholde mig længere ved hiint Skrift, hvis indsigtsfulde og sand*
nedskjærlige Forfatter vist ønsker, at see sine Paastande prøvede.
PSNv°lai Fcabet:
Fem Breve ti! Hr' Pastor N - F- S- Grundtvig angaa*
M
i°f uUa’ AaiJd °§ B°gstav, Andagtsforsamlinger udenfor Kirken
f . ’IJ^
n a^ et Beviis for Guds Tilværelse. Andet Forsøg til
and Ghnstendoms Bestyrkelse mod Tvivl og Vildfarelser. Odense
værelse] °
120-48: ° m Muligheden af et Beviis for Guds Til*