107 / 269
57
umueligt, mellem det, der kan tilstædes, og det, der
maa være forbudt, at opføre saa skarpt betegnende
Grændser, at man altid, med sandselig Evidents, kan
skille begge Gebeter fra hinanden. Selv i det meest
materielle Retsgebet kan Loven ikke med mathematisk
Nøiagtighed afpæle Ret og Uret fra hinanden, men
det vil stedse beroe paa Dommernes Indsigt i For*
holdene, paa deres sikkre Dømmekraft, og paa deres
reene Villie, ligesaa meget som paa selve Lovene,
hvorledes Retfærdigheden vil blive opnaaet. Endnu
mindre kunde hiin Nøiagtighed ventes her, hvor der
spørges om en aandelig Virksomhed. Man tænke iøv*
rigt ikke, at man, i en Kirke, der blot skulde udbrede
den naturlige Religions Grundsætninger, vilde være
frie for den Uvished, og Meningsulighed, der, i det
givne Tilfælde, kunde opstaae om, hvorvidt Læreren
har tilladt sig nogen Afvigelse fra den Lære, han var
sat til at forkynde, eller ikke. Allerede med Hensyn
til den første og meest nødvendige Læresætning, som
et Bekjendelsesskrift for den naturlige Religion
maatte indeholde, nemlig at der er en Gud, kunde
der møde Vanskeligheder af samme Art som de, der
kunne opstaae ved Prøvelsen af en Læres Overeens*
stemmelse med de paa en Aabenbaring grundede
symboliske Bøger. Man vilde dog vel ikke ansee det
for nok, at hine Ord bleve brugte, og være aldeles
ligegyldig ved de Forestillinger, Læreren gav om den
Gud, han forkyndte. Men det er bekjendt, at Philo*
sopher, der dog have bekjendt en Gud, ere af andre
Philosopherende bievne beskyldte for Atheisme; ja
dette er endog hændet dem, hvis Philosophie var
langt mere religiøs, end deres, der stemplede dem
som Atheister. For ikke at gaae tilbage til ældre
Exempler, saa have vi selv oplevet dette Phænomen
med Hensyn til tre af de Philosopher, som have havt