105 / 269
55
vortes ikke kan naae hen. Saaledes er og den Eed,
der af Statens Tjenere gjøres paa nidkjær og omhyg*
gelig Udførelse af deres Kaldspligter. Samvittigheden
maa ofte anklage Den for Mangel af Edens Opfyl*
delse, som dog en udvortes Dommer maatte sige frie.
Vore Love indeholde iøvrigt ingen almindelig Be*
stemmelse angaaende en Geistligs Ansvar for Vrangs
lære. Kun i 1—2—13 og 2—17—22 og 23 omtales Kjet*
terie, hvori en Biskop maatte forfalde. Her bestem*
mes imidlertid Intet umiddelbart om Straffen, hvor*
imod bemeldte Lovsteder blot vise Maaden, hvorpaa
Sagen skal forfølges. A t en Biskop kan miste sit
Embede formedelst Vranglære, forudsættes dog me*
get tydeligt, og det vilde være en skjæv Anvendelse
af Reglen
exceptio in casibus non exceptis firmat regm
lam,
om man vilde slutte, at det Samme ikke kunde
gjelde om de Lærere, der beklæde en mere underord*
net Plads i Kirken; thi Artiklerne have ikke
verbis
dispositivis
fastsat Straffen, men meget mere forud*
sat samme som given. Paa den anden Side synes de
sidstnævnte Artikler at vise, at ikke enhver Grad af
Kjetterie ubetinget har hiin Følge, men at der gives
en saadan ringere Grad af slig Brøde, at den Paa*
gjeldende, naar han retter samme, kan blive i Embe*
det. Dog maa det tilstaaes, at Artiklernes Construc*
tion ikke er ganske tydelig. Men, naar man, i Med*
hold af det oven Foredragne, gjør Forskjel mellem
mere og mindre væsentlige Stykker af det i de sym*
boliske Bøger opstillede Lærebegreb, saa maa man
finde det naturligt, at den Biskop eller anden geistlig
Embedsmand, der udtrykkeligt maatte modsige nogle
af de sidste Sætninger, vel kunde siges skyldig i en
Vranglære, men at denne dog, naar han ikke tillige
ved Maaden, hvorpaa han havde foredraget samme,
groveligen havde forseet sig, ikke var saa betydelig,