FrederikVIOgASØrsted

at jo mildere Midler, hvoriblandt Irettesættelse og

Advarsel, kunde afsone hans Brøde og forebygge vi*

dere Forargelse. Og, naar dette forudsættes som

stemmende med Sagens Natur, synes det, at man, i

Overeensstemmelse dermed, bør forklare hine utyde#

lige Artikler, hvis Ubestemthed maaskee netop har

sin. Grund i Conflicten mellem vore Loves skaansom#

me Aand og deres Iver for Rettroenheden. løvrigt er

det utvivlsomt, at en Religionslærer kunde paadrage

sig Embedsforbrydelse, endog for Afvigelse fra Kir#

kens Lære i de mindre væsentlige Stykker, naar den#

ne Afvigelse yttrede sig paa en særdeles forargelig

Maade, for Ex. dersom han endog udtrykte sig paa en

anstødelig Maade over sligt Dogma. Selv fremmede

Troesbekjendelser er det forbudt Præsten hadske#

ligen at angribe (2—4—6). Hvor meget strafværdigere

vilde det ikke være, hvis han formastede sig til at

nedværdige nogen Deel af Kirkens egen Lære?

Maaskee Nogen vilde klage over, at vor Fortolk#

ning over de Love, der bestemme de symboliske

Bøgers Myndighed, ikke giver et saa bestemt Resul#

tat, at man jo ofte i det givne Tilfælde vil være i

Tvivl om, hvorvidt en Religionslærer har forseet sig

imod den ham i saa Henseende paaliggende Forpligt

telse eller ikke, og i hvad Grad Forseelsen i det før.-

ste Tilfælde skal tilregnes. Denne Klage kunde frem#

sættes baade af Dem, der frygte for, at denne For#

tolkning ikke er tilstrækkelig til at omgjerde Kirken

imod vildfarende Meninger, og af Dem, der nære

den modsatte Frygt, nemlig at den kunde misbruges

til at undertrykke fri Forskning.

Mit Svar til denne Klage vilde være, at jeg vel,

efter Evne, har søgt at bringe Sagen til faste og be#

stemte Grundsætninger, men at det ikke eene er

mine Evners Ufuldkommenhed, der har gjort mig det