102 / 269
52
sigt, der erhverves ved Fornuftens Anstrængelse, fø*
rer denne netop til den Erkjendelse, at alle Viisdom*
mens og den høiere Kundskabs Skatte indeholdes i
Evangeliet, og at man der endog finder den heldigste
og udtryksfuldeste Betegnelse for de høieste Sandhe*
der om Menneskets aandelige Tarv. Jo inderligere
derfor Religionslærerens christelige Overbevisninger
have forenet sig med hans øvrige Forskninger, jo
bedre vil han være i Stand til at fremstille Christen*
dommens Lære i sin indvortes Fortreffelighed; og
eene herved kan han vente at skaffe den ret Indgang
paa Gemytterne, skjøndt det derved ingenlunde paa*
staaes, at han bør forsømme de store historiske Be*
givenheder, der, i deres Forbindelse med Lærens ind*
vortes Fortreffelighed, give den Vidnesbyrd om at
være af Gud.
Den, som blot prædiker Symbolernes Bogstav, ja
som endog fortrinligen holder sig til det, der har den
haardeste og efter Tidsalderens Udviklingsgrad
meest afskrækkende Form, søgende at opreise en
uigjennemtrængelig Skillevæg mellem Christendom*
men og Fornuften, han virker i Sandhed ikke til at
den himmelske Lære indplantes i hans Tilhøreres
Hjerter; og, naar man kunde antage, at han ret vid*
ste hvad han gjorde, kunde man anklage ham som
den, der ikke holdt sin Eed, hvilken jo ikke biot
gaaer ud paa, at man skal forkynde Læren, men just
paa, at man af al Flid skal søge at skaffe den Ind*
gang. V i have desuden bestemte Lovbud, som befale
Præsterne at entholde sig fra unødvendige Subtilite
ter, fra at fordømme og forkjættre andre, og derimod
at bruge christelig Moderation og Klogskab, naar de
ville gjendrive andres Meninger og frem for alt vogte
sig for, at de ikke, af en blind Nidkj ærhed, maaskee
udraabe de dyrebareste Sandheder for Vildfarelser