50
kunde faae fuld Betydning uden at denne Fortælling
betragtes som en streng historisk Begivenhed.
Der gives og vanskeligen nu nogen Religionslærer,
som ubetinget vilde underskrive enhver Forestillings#
maade i de symboliske Bøger. Saaledes vilde neppe
Nogen nu vedkjende sig Læren om Børns Usalighed,
der døe uden Daab. End ikke Læren om Helvedstraf#
fes Evighed vil let Nogen nu ansee som en Betingelse
for kirkelig Rettroenhed. Finder han end denne Lære
grundet i Skriften, saa vil han dog vist erkjende, at
den ikke hører til »de til Salighed fornødne Hoved#
lærdomme«, som Præsten er pligtig at foredrage (cfr.
G. K. Insp. Coll. Skr. 26de Novbr. 1737 § 4); thi den,
som Christendommens øvrige Forestillinger ikke
kunde bringe til at vandre den rette Vei, men som
kun Skræk for et evigt Helvede kunde bringe fra et
ugudeligt Levnet, vedblev dog i Sind og Hjerte at
være en Uchristen. En Religionslærer maa vel endog
frygte for, at han, ved at foredrage hiin Lære i sin
skrækkelige Haardhed, let kunde virke Fortvivlelse
eller Forhærdelse eller maaslcee Forkastelse af den
hele Troe, hvoraf hiin Lære blev fremstillet som et
nødvendigt Led. Han vil og, uden slig Haardhed, kun#
ne give sine Paamindelser om Guds og Samvittig#
hedens Love den behørige Alvorlighed; thi Syndens
Følger kunne gjerne være evige, uden just at bestaae
i evige positive Lidelser, i det den stedse maa holde
det aandelige og salige Livs Udvikling paa et lavere
Punkt, end samme ellers vilde have naaet. De, der nu
slaae saa mægtigt om sig med symboliske Bøger, tur#
de derfor neppe være ganske i det Rene med deres
[GeneraUKirke=Inspektionskollegiets Skriv, af
26
. Novbr.
1737
til
Biskopperne indeholdende adskillige Poster om Geistligheden og deres
Embede, Religionsstridigheder samt Provste» og Præstemoder. (L.
Fogt=
mans
Reskriptsamling)].