96 / 269
46
dens Hjelp. Her spørges ikke: hvorledes vilde den
Lovgiver, hvorfra Loven oprindeligviis er kommen,
efter det System af Mellembegreber, som hans Tids*
alder var i Besiddelse af, have bedømt det enkelte
Tilfælde, saafremt dette, i sin Individualitet, var ham
givet. Man vilde ellers tillægge de Forestillinger hos
Lovgiveren, som denne ikke har tænkt paa at ophøie
til Love, Lovskraft; man vilde derhos gjøre Lovens
Anvendelse afhængig af usikkre Gisninger; og FøL
gen vilde blive, at ingen Tidsalder kunde være tjent
med Love, som en ældre Tid havde givet. Hvo vilde
vel og, t. Ex., naar der spørges om at bedømme de
Sindstilstande, som udelukke Tilregnelse, bortvise
alle senere videnskabelige Undersøgelser, som kunde
lede til Spørgsmaalets Afgjørelse, fordi de havde væ*
ret den Tid fremmede, hvori vor Landslov blev given.
Eller kan man vel tvivle paa, at Loven, hvor den hen*
viser til Stand og Vilkaar, uden at binde dette Hen*
syn ved nogen nøiagtigere Regel, da overlader det
til Dommeren at gjøre Anvendelse deraf efter em
hver Tids Begreber og Forhold, uden at man har
at gaae tilbage til den Tidspunkt, da Loven blev
given.
Naar vi nu gaae tilbage til vort Æmne, saa finde
vi, at Eden i Kirkeritualet er affattet saaledes, at den
ikke lægger Præsten under de symboliske Bøgers
Lænker. Man kan ikke med Føie antage, at Eden af
Uagtsomhed har faaet den Vidde, den har. Der er
vistnok brugt nøieste Overlæg ved at ordne en saa
vigtig Sag. Det, der først maatte faldet de Mænd ind,
som havde at sørge herfor, var at fordre en ubetim
get Bekjendelse af de symboliske Bøgers Indhold, i
enhver Sætning, i ethvert Ord; og, havde det blot
været dem om den kirkelige Rettroenheds Beskjær#