92 / 269
42
i det han mener, at den protestantiske Geistliges
Troesbekjendelse helst maatte affattes saaledes: »at
den hellige Skrift er den ene sande Troesnorm, at
dette Protestantismens Princip er det eneste sande
kirkelige Princip, og at den protestantiske Kirke er
dette Princip tro, naar den forkaster Sætningen om
Retfærddggjørelse ved Gjerningers udvortes Legalk
tet og Læren om syv Sacramenter«. Men denne Lær*
de har dog i det Hele neppe været heldigere, end
Schleiermacher, i at udfinde en passende Formel for
Eeden. For blot at holde os til den ene Punct, saa
turde dog Maaden, hvorpaa han udtrykker det, Pro*
testantismen sætter imod den catholske Kirkes Lære
om Retfærdiggjørelse, ikke være ganske heldig. Der
peges mere paa den kantiske, end paa den evange#
lisk#christelige Forestillingsmaade; og, skjøndt det,
naar man sammenligner hiint Sted med andre, er
klart, at Forfatteren ingenlunde miskjender Læren
om Troen som det første Element i det christelige
Liv, men blot, for at forebygge Misforstaaelser, ikke
har villet udtrykke den i Skriftens og Confessionens
Sprog, saa turde det dog fra flere Sider være mindre
passende, ved en saa betydende Leilighed at aflægge
ei blot den kirkelige, men endog tillige den bibelske
Talebrug. Den kantiske Lære om den indvortes Mo*
ralitet, som det, hvorved Mennesket skal gjøre sig
Gud behageligt, er vel ingenlunde stridende mod de
christelige Forestillingsmaader; men disse indeholde
dog Noget, der gaaer dybere, end den kantiske Lære.
Det er nemlig paa den religiøse Troe, paa den Troe,
som Christus, i sin Reenhed og Fleelhed, har bragt
ind i Verden, at den ægte Retsindighed maa befæste
sig; og Christendommen kan ikke antage en Moralis
tet, der ikke slutter sig til denne Troe, at have tik
børlig Kraft og Fasthed.