45
Forfatter, ved Hjelp af den paaberaabte Rets Sæd#
vane, har villet undvige. Kun maa man nøje skjelne
Loven og den ved samme tilkjendegivne Villie fra
det System af Forestillinger, der udgjøre Mellem*
ledene mellem Loven og dens Anvendelse i det givne
Tilfælde. Lovene indeholde sjeldent de Facta, hvor*
paa de skulle anvendes, saaledes som disse umiddel*
bart fremtræde og blive Gjenstande for Bedømmelse
efter Loven. Disse umiddelbart under Erfaringen fal*
dende Facta maae først ved en Reflection, der ofte
kan fordre dybe Undersøgelser, henføres under det
Begreb, hvortil Loven knytter sin Bestemmelse. Jo
mere dette Begreb er udenfor den blot materielle
Verdens Grændser, jo større Afstand er der imel*
lem samme og det raae Factum, jo mere kan det
System af Forestillinger, hvorefter Factum skal prø*
ves, inden det kan henføres til Loven, være Gjen*
stand for Meningsforskjellighed. Dette viser sig, til
Exempel, i de Berørelser, hvori Loven ofte kommer
med egentlige moralske Begreber, f. Ex. ved Bedøm*
melsen af Vidners Troværdighed, ved Opstillingen af
de Egenskaber, uden hvilke en Person ikke kan ste*
des til Embede eller blive i samme, ved Reglerne for
den criminelle Tilregnelighed, ved Bedømmelsen af
hvad der er Injurie og af sammes Grad m. m. Som
Forhold og Begreber forandre sig med Tiderne, vil
og det System af Forestillinger, hvorfra man ved
slige Loves Anvendelse maa gaae ud, forandre sig,
uagtet selve Loven bliver uforandret. Loven, der har
indskrænket sig til den almindelige Regel, men ikke
givet sig af med at opstille Systemet af hine Mellem*
begreber, overlader dette til de Dømmendes Indsigt,
der staaer i nøie Forbindelse med enhver Tids Ud*
viklingsgrad og de Forhold, som uddanne sig ved