91 / 269
41
lige af hvad den augsburgske Confession indeholder
angaaende hine Gjenstande, ikke kan have nogen
Betænkelighed for Den, der har bestemt sig til Lærer
i den protestantiske Kirke, og Schleiermacher har
fuldkommen Ret, naar han strax derefter paastaaer,
at Den, der ikke deri stemmer med de symboliske
Bøger, der, t. Ex., ikke holder fast ved Retfærdiggjø*
relse formedelst Troen og ved Guds Ords frie Brug,
ikke kan være protestantisk Lærer, men enten maa
hælde til Catholicismen eller og holde den hele Strid,
der ved Protestantismen er fremkaldt, for ubetydelig.
Det er ogsaa umiskjendeligt, at den augsburgske
Confession paa en meget klar og bestemt Maade har
erklæret sig angaaende den væsentlige Betydning af
Læren om Retfærdiggjørelsen ved Troen, i det den
tydeligen indeholder, at denne Lære ingenlunde op*
hæver Forpligtelsen til gode Gjerninger, men tverts
imod erkjender disse som nødvendige Følger af det
cbristelige Sind, hvorimod den blot forkaster de
Gjerninger, som ikke have deres Udspring fra et ægs
te christeligt Sind, og i Særdeleshed de barnagtige og
ufornødne Gjerninger, hvorved man, efter den cas
tholske Kirkes Lære, kunde bane sig Adgang til Sas
lighed. Men imidlertid turde der dog i de Udtryk og
Vendinger, hvormed Troens Væsen i Confessionens
Art. 4 og 20 beskrives, være Adskilligt, som Mangen,
der værdigen kunde beklæde Lærerembede i den
protestantiske Kirke, kunde finde Betænkelighed
ved, i Eet og Alt, at underskrive. Det er uden Tvivl
denne Betragtning, som har formaaet Prof. Clausen,
der ligeledes anseer en Forandring hensigtsmæssig i
den Forpligtelse, den protestantiske Religionslærer
indgaaer, til, i Formelen, at afvige fra Schleiermacher,
[Schleiermacher
1
. c. S.
451
—
52
].