FrederikVIOgASØrsted

Aarhundreder ved den rene bibelske Forestilling, at

C-hristus var Guds Søn, at Gud i sin hele Fylde var i

ham, og han, med sit hele Væsen, var i Gud. Men

strax efter at Christendommen var blevet Statsreli*

gion, blev det, ved den første oecumeniske eller ah

mindelige Kirkeforsamling, vedtaget som Betingelse

for den kirkelige Læres Reenhed, hvorledes hiint Fors

hold skulde forestilles. Den nicæiske Kirkeforsamling

af 325 tilføiede de gamle Troens Artikler nærmere

Bestemmelser om Christi Natur og evige Guddom

lige med Faderens; og ved det saa kaldte Athanasii

Symbolum blev Treenighedslæren endnu nærmere og

med største Subtilitet bestemt, samt erklæret for en

Bestanddeel af den Troe, uden hvilken Mennesket ei

kan blive saligt. Vel bør dette Dogma ingenlunde ag*

tes ringe. Hvad der ofte er blevet forebragt til dets

Forhaanelse, er kun grundet paa en plat materialistisk

Forestillingsmaade, der vil dømme over den guddom*

melige Tilværelsesmaade efter de Love, som gjelde

for den Tilværelse, der er i Tiden og Rummet. Men

Treenighedslæren findes dog ikke egentligen og umid*

delbart i Skriften og er saaledes ingen væsentlig Be*

standdeel af den christelige Troe, ligesom der heller

ikke til hine Symbolers dialectiske Bestemmelser af

denne Lære slutter sig saadanne for det gudelige Sind

vigtige Forestillinger, som til den skriftmæssige Lære

om Christus, som Guds Søn, hvorved den ældste

Troesbekjendelse lod det beroe "). Ogsaa er det vist,

*) See

Schleiermachers

»der christliche Glaube«

B. S. 686 til En*

den hvor han, i det han erkjender, at Treenighedslæren,

efter sit egent

lige' skriftmæssige Gehalt,

hører til den christelige Troes Væsen, dog

lærer, at den

kirkelige Læresætning, hvorved samme er udtrykt,

ikke er

en væsentlig Bestanddeel af de egentlige Troeslærdomme, eller er af lige

Væ rd med samme, ligesom han og med sin sædvanlige skarpe Diale

tik gjennemgaaer hiin Læresætning. Interessante historiske og dogma*