FrederikVIOgASØrsted

dret Begreb), men ved et levende og organisk Baand,

finder det ikke unaturligt, at forestille sig Christus

som Middelpunktet i Slægtens Liv, hvis Reenhed og

Sundhed ogsaa maatte komme de syge Dele tilgode;

skjøndt han maa indrømme, at dette, som alt hvad

der angaaer Tilværelsens, den physiske saavelsom

den moralskes, Grundbetingelser, er ham en Gaade.

Men især bringer hiin Forestilling det fromme Hjerte

til at slutte sig til Christus med en inderlig Kjærlig*

hed, til at betragte sin Stræben efter det Gode, som

en Stræben efter at blive ham liig, og til at forene sit

Haab til den guddommelige Barmhjertighed med den

Tanke, at hele Menneskeheden, ved denne Hellige,

har faaet et større Værd i Guddommens Øine.

Maaden, hvorpaa det Guddommelige har i Chri*

stus forenet sig med det Menneskelige, overgaaer alt

menneskeligt Begreb. Men vi begribe ligesaa lidet,

hvorledes en Verden, som er i Tid og Rum, kan være

grundet i et Væsen, som er uden for Tidens og Rum?

mets Indskrænkning, hvorledes denne Verden, hvor#

ledes vi selv kunne paa engang være af og ved Gud

allene, og dog være for sig bestaaende Væsner, hvor*

ledes i Særdeleshed Mennesket, uagtet dets fuldkorn*

nc Afhængighed af Gud, kan erhverve sig et person*

ligt Værd, paadrage sig personlig Skyld og Ansvar.

Imidlertid dannede sig der tidlig af Christendommens

og den hedenske Philosophies Elementer en christe*

lig Philosophie, der gjorde hiint uudgrundelige For*

hold mellem det Guddommelige og Menneskelige i

Christus til Gjenstand for sin Forsken. Intet var hel*

ler naturligere, og kunde end denne Gaade saalidet

som Philosophiens øvrige Grundopgaver nogensinde

blive opløst, saa forædles og opløftes dog Sjælen, ved

at dvæle ved slige høie Forestillinger, ved mere og

mere at udvikle dem. Kun hvilede Kirken i de første

F. D.